Vejr

Fanget på video – mand i USA undgik lyn med nød og næppe

Et overvågningskamera fik det hele med, da et lyn nær havde taget livet af en amerikansk mand.

At blive ramt af lynet er noget nær det ultimative mareridt. Du går og passer dine egne sager, og pludselig rammer ulykken – helt bogstavligt som et lyn fra en klar himmel.

Det var denne uge meget tæt på at ske for Bob Brandon fra Springfield i Massachusetts i USA. Faktisk så tæt på at han kunne mærke lynet lige ved siden af ham.

- Jeg kunne mærke den elektriske udladning. Siden i går har jeg haft en prikkende følelse i min højre arm fra hånden og helt op i skulderen. Jeg regner med, at det vil gå væk igen på et tidspunkt, fortalte han dagen efter episoden til en lokal journalist, der var kommet for at interviewe ham om hændelsen.

Bob Brandon var ved at slæbe sin skraldespand tilbage i indkørslen, da lynet slog ned bag ham. Han slap straks spanden og flygtede ind i huset.

Efterfølgende har han konstateret, at lynet har lavet to huller i skraldespanden, som han havde hånden på, da lynet ramte.

Det hele blev opfanget af et overvågningskamera.

Bemærk, hvordan bilen spejler lynets gang hen over himlen.

Det enkelte lyn kan være helt op mod 30.000 grader varmt, hvilket er næsten 6 gange varmere end Solens overflade.

Et lyns farlighed afhænger af dets styrke, og af hvor meget af den elektriske ladning der går gennem kroppen.

Farlig ladning

Får man hele ladningen gennem sig, skal man være mere end almindeligt heldig for at overleve. I den modsatte ende af skalaen kan man slippe med blot at blive slået omkuld.

Et lyn forsøger altid at finde den nemmeste vej ned i jorden, og i det her tilfælde var det altså omgivelserne, der var den bedste elektriske leder, hvilket var Bob Brandons store held.

I Danmark dør der gennemsnitligt mindre end en person om året af lynnedslag.