Vejr

Tirsdag truer torden og skybrud igen

Et frontsystem har kurs mod Danmark med kraftige tordenbyger og lokale skybrud, der kan forårsage oversvømmelser.

Efter en mandag med uvejr og skybrud mindst fire steder venter en tirsdag med nærmest identisk vejr.

Endnu et frontsystem skal nemlig en tur op over landet fra sydvest. Og det kan i eftermiddag og aften resultere i kraftige tordenbyger, der lokalt kan være med skybrud.

Derfor er TV 2 VEJRET gået ud med et varsel for torden og skybrud for hele landet, undtagen Bornholm.

Varslet er gældende mellem klokken 14 og 22.

Formiddag med en del skyer, men kun smådryp

Allerede fra morgenstunden kan frontsystemet mærkes, da en varmfront sørger for en del skyer på den danske sommerhimmel fra tirsdagens begyndelse.

En del steder er det dog høje skyer, og derfor kan mange danskere stå op til morgensol. På Bornholm er man endda stået op til næsten fuld sol.

I Jylland og på Fyn vil formiddagen byde på lidt regn, mens det forventes at holde tørt over de østlige egne. Til middag forventes termometret at vise 18 til 23 grader, lunest mod øst.

Bulder og brag venter i eftermiddag

Efter varmfronten kan der især over den østlige del af landet blive plads til nogen eller en del sol. Samtidig strømmer varm luft op fra sydøst, der kan få temperaturen til at stige til 26 graders varme.

Det sommerlige vejr er dog kun en stakket frist, for allerede omkring klokken 13 går en koldfront i land med byger til den sydvestlige del af landet.

I takt med at fronten i løbet af dagen bevæger sig mod nordøst, intensiveres bygerne, som følger med fronten.

Dermed venter en eftermiddag, hvor store dele af landet kan forvente kraftige tordenbyger, der lokalt kan give skybrud og oversvømmelser. I forbindelse med tordenbygerne er der ligeledes risiko for kraftige vindstød.

Skybrud

  • I Danmark defineres skybrud som en nedbørintensitet på mere end 15 millimeter på 30 minutter eller derunder.
  • Skybrud kan forekomme som helt separate byger, men de kan også forekomme som ekstra kraftige celler inde i et mere almindeligt langvarigt regnvejr.
  • Klimaforandringer ventes at medføre mere og flere ekstreme vejrhændelser, herunder skybrud.

Kilde: DMI

De kraftigste tordenbyger ser ud til at være over Nordjylland, Fyn og Sjælland, men en lille risiko er der også over det sydlige Jylland.

Bornholm går fri og får hæderligt sommervejr med sol og 25 grader.

Radar - følg vejret her

På TV 2 VEJRETs radar kan du følge den aktuelle nedbør i Danmark. Radaren viser de seneste tre timers nedbør og giver overblik over vejrets vej hen over landet samt en prognose for, hvordan vejret vil bevæge sig mere end en time frem. 

Se hvor langt, regnen er nået hen over dig

I aften hænger der fortsat kraftige byger flere steder, især mod nord og øst, mens den sydlige og sydvestlige del af landet fortsat vil have byger. De forventes dog mindre kraftige.