Vejr

Den nye uge starter med et brag

En blandet landhandel venter i den kommende uge med både regn og sol.

Byger, perioder med sol og 20 til 25 grader.

Så har du ingredienserne til klassisk dansk sommervejr, men samtidig også ingredienserne til den kommende uges vejr.

Dermed er der mange danskere, der må tage til takke med en sommerferieuge, der mest af alt fortsætter i det samme spor som de seneste dage: ustadigt.

I forbindelse med to frontsystemer byder specielt mandag og tirsdag på en del byger, der kan være med torden.

Midt på ugen begynder et højtryk at stabilisere sig vest for Danmark, hvilket kan resultere i et par dage, som ser mere stilfærdige ud med færre byger på programmet.

Frem mod næste weekend er der usikkerhed i prognoserne.

Mandag med tordenbyger

Et lavtryk over de Britiske Øer sender i løbet af mandagen et frontsystem ind over Danmark fra sydvest. Det giver en grå og våd dag i et bånd fra Vestjylland ned over Fyn og Lolland-Falster.

I selve frontzonen er der risiko for, at der i løbet af dagen kan dannes kraftige tordenbyger, der kan ende ud i et lokalt skybrud. Der kan falde mellem 10 og 20 millimeter regn i løbet af mandag. Lokalt kan der komme mere.

I Nordjylland, Nordsjælland og på Bornholm er der fra mandagens begyndelse god plads til solen. Her kan termometret i eftermiddagstimerne nå de 25 grader.

Man bliver dog ikke snydt for mandagsregn på disse kanter, da frontzonen melder sin ankomst sidst på eftermiddagen med skyer, regn og muligvis også torden. Det åbner samtidig op for aftensol mod sydvest.

Tirsdag: Ugens varmeste dag

Endnu et frontsystem har kurs mod Danmark fra sydvest. Det giver en tirsdag, hvor de østlige egne starter med lidt eller nogen sol, mens de vestlige egne starter med regn.

I løbet af dagen bliver der kortvarigt åbnet op for, at varm luft fra sydøstlig retning kan strømme op over de østlige egne og få termometret op omkring 26 graders varme i eftermiddagstimerne.

Ret hurtigt bliver den varme luft dog fortrængt af køligere luft tirsdag eftermiddag, der gør, at tirsdag kan slutte af med kraftige byger og måske torden.

Onsdag: Få byger

Efter frontvejret tirsdag venter en onsdag, der lige nu ser overvejende tør ud. Det er dermed den dag i ugen, der indbyder mest til udendørsaktiviteter. Få lokale byger kan dog ikke udelukkes.

Selvom køligere luft bliver sendt ned til os, bliver det en dag, hvor temperaturen kommer op mellem 20 og 23 grader.

Langs vestkysten begynder det at blæse en smule mere op med en jævn vind fra sydvest.

Torsdag og fredag: Bygevejr

Torsdag og fredag ligner klassisk dansk sommervejr med 20 til 23 grader, og byger der kommer og går.

Men prognoserne viser også, at der fra midtugen og frem mod weekenden begynder at blive dannet et højtryk vest for Danmark. Dermed ligger vi på grænsen mellem højtryk mod vest og et lavtryk mod sydøst.

Derfor kan bygerne stedvis være kraftige.

Weekenden

Næste weekend ser usikker ud. Nogle prognoser viser, at lavtrykket sydøst for Danmark skal en tur op over landet, hvilket vil resultere i en våd weekend.

Omvendt er der den mulighed, at højtrykket stabiliserer sig yderligere og dermed giver en relativt pæn weekend med få byger.