Vejr

Se billederne: Skypumper over Danmark fredag

Fredagens byger over Danmark gav anledning til både skypumper og et enkelt skybrud.

Atmosfæren over Danmark er lige nu meget ustabil, hvilket de seneste dage har resulteret i kraftige byger mange steder.

Onsdag blev der blandt andet registreret skybrud i Store Jyndevad i Sønderjylland, hvor der blev målt 21,2 millimeter nedbør i løbet af 30 minutter eftermiddagen.

Skybrud

  • I Danmark defineres skybrud som en nedbørintensitet på mere end 15 millimeter på 30 minutter eller derunder.
  • Skybrud kan forekomme som helt separate byger, men de kan også forekomme som ekstra kraftige celler inde i et mere almindeligt langvarigt regnvejr.
  • Klimaforandringer ventes at medføre mere og flere ekstreme vejrhændelser, herunder skybrud.

Kilde: DMI

Fredag fulgte Viborg så trop, da en linje med kraftige byger, der strakte sig hele vejen fra Odder i Østjylland og op til Limfjorden, medførte intensive skybrud, der om eftermiddagen gav hele 27,6 millimeter nedbør på 30 minutter.

Det gav anledning til oversvømmelser i Viborgs gader.

I dag, lørdag, er der igen risiko for, at eftermiddagsbyger kan udvikle sig til kraftige tordenbyger og skybrud.

Skypumper flere steder

Ved Odder, i den modsatte ende af bygelinjen, blev der lidt tidligere fredag eftermiddag observeret en skypumpe.

Albert Søgaard fik fanget den imponerende tragt på video, hvor man tydeligt ser, hvordan skypumpen hænger ned fra undersiden af en bygesky.

I videoen får de sagt, at det er en tornado, men det er altså blot en skypumpe, som vi har med at gøre i dette tilfælde.

Video: Albert Søgaard Video: Jonas Damsbo

Også ved Bjæverskov, vest for Køge, fik Michael Eismark fotograferet et pragteksemplar af en snabel, der dukkede frem i forbindelse med en lokal byge.

Sådan dannes skypumper

I disse dage er vejret rigtig skypumpevejr - en blanding af ustabilt luft over Danmark, hvor bygeskyer nemt kan opstå, samtidig med at der er rolige vindforhold.

Bygeskyer opstår, når solen varmer jordoverfladen op, og der dannes turbulens helt nede ved overfladen. Ved hjælp af opadgående vinde kan skyen vokse og blive til en såkaldt cumulonimbus-sky, der er betegnelsen for en normal bygesky.

I området med turbulens kan der opstå små hvirvler i atmosfæren, der af og til kan blive fanget af en opvind, som dermed kan strække hvirvlen ud i lodret retning. Når dette sker øges hvirvlens rotationshastighed, og en skypumpe viser sig frem.

I videoen herunder er det vist grafisk, hvordan skypumper opstår.

Skypumpe, grafik Video: Jonas Damsbo

I familie med tornadoer

Skypumper er et almindeligt sommerfænomen i Danmark, hvor de typisk opstår i sensommeren ude over hav.

Faktisk er skypumper i familie med de store tornadoer, som vi kender fra USA, selvom der er stor forskel på, hvordan de dannes. Skypumper dannes under rolige vindforhold, mens tornadoer bliver til under andre vindforhold.

EF-skalaen for tornadoer

Tornadoer kategoriseres ud fra EF-skalaen (Enhanced Fujita Scale) som har været i brug i USA siden 2007. Skalaen er opkaldt efter den japansk-amerikanske meteorolog Tetsuya Theodore Fujita (1920-1998) og måler en tornados styrke ud fra dens ødelæggelser i kategorierne EF0 til EF5, hvor sidstnævnte er kraftigst.

Ødelæggelserne kan omtrent omsættes til vindhastighederne herunder, men klassificeringen sker ud fra ødelæggelsernes omfang alene. Tornadoer, der derfor ikke resulterer i nævneværdige materielle skader, kan være meget svære at klassificere og undertiden ende i en for lav kategori.

EF0
Vind: 29-37 m/s 
Relativt mindre ødelægger som under en gedigen dansk storm eller orkan. Tagsten blæser ned, skorstene blæser omkuld og træer brækker over eller rives op.

EF1
Vind: 38-49 m/s 
Moderate ødelæggeser - hustage lider stor skade og kørende biler blæses af vejen.

EF2
Vind: 50-60 m/s
Betydelige ødelæggeser - tage rives af huse og biler kan tippes rundt. Træer rives op med rode eller brækker over.

EF3
Vind: 61-73 m/s
Voldsomme ødelæggelser - tage blæser af selv solide bygninger og biler løftes og kastes rundt. Træer rives op med rode.

EF4
Vind: 74-90 m/s
Enorme ødelæggelser - huse jævnes med jorden og biler løftes og flyver igennem luften
Typisk breddere end 500 meter

EF5
Vind: Over 90 m/s
Altødelæggende - jævner næsten alt med jorden og kan løfte store lastbiler mere end 100 meter væk
Typisk breddere end 1000 meter

Under de rigtige betingelser kan der en sjælden gang imellem opleves tornadoer i Danmark. Et eksempel herpå er Aabenraa tornadoen 14. juni 2019.