Vejr

Splittet torsdag: Se her, om du får sol eller skyer og regn

Temperaturen kan nå 22 grader, og noget der smager af sommer og sol.

Torsdag er startet med silende regn over Bornholm og det sydøstlige Sjælland, Møn og Falster.

Resten af landet har stort set tørvejr og kan se frem til en solrig start på dagen.

I løbet af formiddagen vil det holde stort set tørt i det meste af Jylland og på Fyn, men en lille lokal byge kan dog ikke helt udelukkes dagen igennem.

I det sydøstlige Sjælland, Møn og Falster vil det også efterhånden blive tørvejr, så det kun er Bornholm, der har regn i perioder.

Mest sol kommer der i Jylland, hvor det i perioder godt kan blive pænt. I de østlige egne bliver det mere skyet til formiddag.

Eftermiddag byder på regn igen

I løbet af dagen vil en frontzone svinge mod vest igen, som betyder, at København, det østlige Sjælland, Møn og Falster igen vil have risiko for bygeagtig regn.

Der vil forsat være gode muligheder for perioder med sol i Jylland og på Fyn, selvom lokale byger ikke helt kan udelukkes.

Temperaturerne bliver ikke så høje, der hvor det forbliver mest skyet kun 17-20 grader.

I Jylland, hvor solen får lov at skinne mest, kan temperaturen godt nå 21-22 grader - et sommerligt niveau trods alt.

Ud på aftenen vil man se, at det også skyer til med risiko for regn i Nordjylland, Østjylland og resten af Sjælland.