Vejr

Tordenbyger og skybrud på vej over Danmark

Hvad sker der? Et kraftigt regnvejr med lokale skybrud er ved at udvikle sig over Danmark. Her følger vi live, hvordan vejret udvikler sig.

Et skybrud registreret

Indtil videre er det eneste sted, hvor der er blevet registreret skybrud i Store Jyndevad i Sønderjylland.

Mellem klokken 14.30 og 15.00 faldet der 21,2 millimeter nedbør, hvilket opfylder kriteriet for skybrud, der er 15 millimeter på 30 minutter. 

Stadig gråt og vådt

Der er fortsat mange byger ude i det ganske land, men som tiden går, bliver risikoen for kraftige tordenbyger mindre - og dermed også for skybrud.

Mest regn er der indtil videre faldet ved Store Jyndevad i Sønderjylland med 29,3 millimeter. Herefter følger Røsnæs Fyr med 23,1 millimeter og 18,2 millimeter ved Græsted i Nordsjælland.

Her regner det mest lige nu

Lige nu er der flest byger over Trekantsområdet og Vestfyn. De kan over det næste stykke tid lokalt blive kraftige.

Fotogen front

På Samsø fik Margit Bræstrup fanget et meget fotogent billede af frontzonen.

Spørgsmål

Birthe Søehegn:

Hej. Bliver vi snydt for nedbør (så det batter noget i haven)i dag :). Bor på sydspidsen af Stevns.

Svar:

Hej Birthe

Tak for dit spørgsmål.

I skal være heldig, at der kommer en kraftig byge forbi, der kan give en omgang regn.

Ellers ser det lovende ud i morgen torsdag, hvor endnu en bølge fra samme lavtryk kan give noget nedbør til jeres tørstende have.

Jonas Damsbo / TV 2 VEJRET 

Spørgsmål

Antje Falch hinsch:

Hej😀jeg bor på Ærø,og alle nyheder lyder dramatiske om vejret med bulder og brag⛅️💨men hvor bliver det af?😀👍

Svar:

Hej Antje

Tak for dit spørgsmål.

Prognoserne har fortsat, at der kan komme tordenbyger her til eftermiddag. Lige nu er den kraftigste regn i et bånd fra Nordsjælland, hen over det nordlige Fyn og til Sydjylland.

Der er kun blevet registreret ganske få lyn, men husk på, at det kun er et risikovarsel. Det vil sige der er risiko, men det er ikke sikkert det kommer. Kan også tænkes, at andre steder end Ærø bliver ramt :)

Du kan altid følge med i regnen på vores radar

Jonas Damsbo / TV 2 VEJRET 

Spørgsmål

Martin Frisk:

Hvordan ser det ud resten af dagen i Herning og nord for?

Svar:

Hej Martin

Tak for dit spørgsmål.

Umiddelbart ser det ganske fornuftigt ud. Enkelte dryp kan forekomme, men ser tørt ud senere i eftermiddag og aften. Mere sol, jo længere nord på du kommer. 

Jonas Damsbo / TV 2 VEJRET 

Nedbøren lige nu

Lige nu følger nedbøren meget godt varslet. Et bånd med moderat til kraftig nedbør fra Kattegat hen over det nordlige Fyn og Sydjylland.

I det nordøstlige hjørne af Sjælland er der lige nu lokalt skybrudintensitet. 

Spørgsmål

Maja:

Kan vi forvente tordenvejr over Skjern? (Vestjylland) vi er heldige med høj solskin lige nu:)

Svar:

Hej Maja

Tak for dit spørgsmål.

I ligger på den heldige side af frontzone, og som det ser ud lige nu, kan i se frem til, at det holder tørvejr omkring Skjern retsten af dagen :) I kan eventuel følge med på vores radar.

Jonas Damsbo / TV 2 VEJRET 

Dagens første lyn

Første lyn er i dag registreret ude over Storebælt. 

Forholdsregler ved tordenvejr

Skulle det begynde at give bulder og brag er der en række forholdsregler, som er vigtige at følge:

  • Søg ikke ly under et træ - og slet ikke enkeltstående træer
  • Undgå tårne, åbne pladser, master og generelt højt beliggende områder
  • Rør ikke ved apparater eller ting, der er forbundet til det elektriske netværk
  • Luk døre og vinduer
  • Cykling kan være farligt
  • Undgå badning

Det sikreste sted at opholde sig er et såkaldt Faraday bur, hvor man ikke berører siderne, hvilket for eksempel kan være i en bil med lukkede døre og vinduer. Fly, toge og skibe er også Faraday bure. 

Ingen hedebølge på vej

Spørgsmål

John:

Hvornår vil vejret blive bedre evt måske noget hedebølge på vej?

Svar:

Hej John

Der er ikke tegn på hedebølge i nærmeste fremtid. Jeg kan ikke se det i prognoserne.

Det bliver dog på ingen måde koldt den næste tid. Den næste uges tid vil vi få de højeste temperaturer op mellem 20 og 25 grader.

Jens Ringgård / TV 2 Vejret 

Danmark set fra oven

Satellitbillede fra NOAA viser, at det ikke er alle steder, der har det gråt og vådt.

I Nordvestjylland er der lige nu meget pænt sommervejr med solrigt vejr og temperaturer mellem 18 og 22 grader. 

Længere mod sydøst giver frontzonen noget mere skyet vejr med stedvist kraftige byger. Temperaturmæssigt mellem 16 og 21 grader. 

Spørgsmål

Rikke :

Hej Hvornår kan vi forvente sommervejret med sol tilbage?? Kh Rikke

Svar:

Hej Rikke

Vejret skifter gear lige nu, men det er ikke så skidt som det lige lyder.

Nuvel - vi skal vænne os til, at der kommer flere større regnvejr og kraftige byger.

MEN

Det bliver IKKE koldt, den næste uge byder på lunt vejr med 20 til 25 grader, i perioder ret stille vind og gode perioder med sol.

Man skal bare ikke sætte næsen op efter helt blå himmel fra morgen til aften.  Det bliver behageligt sommervejr, men krydret med regn af og til ...og nogle gange ret intenst.

Jens Ringgård/ TV 2 Vejret

Spørgsmål

Amy:

Kan vi forvente tordenvejr over Odense?

Svar:

Hej Amy

Tak for dit spørgsmål. 

Der er risiko for kraftige byger i eftermiddag. De kan være med torden, men er endnu usikker. 

Jonas Damsbo / TV 2 VEJRET

Ny prognose - igen med mest regn til Roskilde

Den seneste beregning fra modellen Graf viser igen mest regn til Roskilde. Her "fortæller" den "rå" prognose 57 millimeter til Roskilde.

Virkeligheden bliver selvfølgelig ikke præcis som modellen her beregner, MEN prognosen tegner i store træk det samme billede som tidligere beregninger.

Spørgsmål

Jonas:

I forudser omkring 60 millimeter regn ved Roskilde i dag, det lyder ret voldsomt. Hvilken dansk by har den største rekord i nedbør målt på ét døgn?

Svar:

Det er en gammel rekord, som Marstal på Ærø besidder. Rekorden lyder på 168,9 millimeter på 24 timer. Rekorden blev sat i juli 1931. Der er landsdækkende målinger siden 1874. Jens Ringgård / Tv 2 Vejret 

Spørgsmål

Keven:

Hej TV2! Hvornår kunne vi risikere at få Tordenvejr hen over Sønderborg / Als området i Sønderjylland?

Svar:

Hej Keven

Tak for dit spørgsmål.

Risikoen for tordenvejr over Als og Sønderjylland er størst i de sene eftermiddagstimer / tidlig aften.

Jonas Damsbo / TV 2 VERJET

Spørgsmål

Albert:

Hvornår tænker i at vi kommer til at få noget tordenvejr idag?(Københavnsområdet)

Svar:

Hej Albert

Tak for dit sprøgsmål.

Jeg forventer, at risikoen er størst i eftermiddag, hvor det også bliver lunest. Her kan bygerne udvikle sig til lokale tordenbyger over blandt andet København. 

Jonas Damsbo / TV 2 VEJRET 

Tordenbyger i eftermiddag

I eftermiddag er der fortsat risiko for kraftige tordenbyger, der lokalt kan give skybrud. Risikoen er størst over Sjælland, Fyn og Sønderjylland. 

Der forventes lunt vejr med omkring eller lidt over 20 grader.