Vejr

Der var lovet sol og sommer, men nu tager vejret en våd drejning

Det kan ende vådt og køligt for en stor del af landet.

Det var meningen, at det solrige vejr mandag bare skulle fortsætte og blive gradvist varmere i løbet af ugen. Der stod ligefrem 30 grader i prognoserne.

Men prognoserne har pludseligt skiftet kurs. Og det er ikke nogen god nyhed for dem, der holder ferie i Danmark, men det er godt for naturen, som tørster efter vand.

Tirsdag

Tirsdag ser dog ud til at blive varm og næsten tør. Flere steder kan vi nå 26-27 grader i løbet af eftermiddagen.

Der vil dog være flere højtliggende skyer i de sydlige og østlige egne i perioder, og det kan give sløret solskin i perioder. Men mange steder bliver det en oplagt dag til stranden. Og det er med at udnytte det, for det gode vejr slutter her.

Onsdag

Onsdag trækker et lavtryk op over landet fra syd. Det giver regn og byger samt risiko for torden og lokale skybrud.

Her vil mange kun få 17-22 grader, skyet og stedvis blæsende vejr.

Til gengæld er der en chancer for, at de nordvestlige egne får sommerligt vejr med 20-25 grader og nogen sol.

Hvor meget regn, der kommer onsdag, er endnu meget usikkert, men flere prognoser viser, at der kan komme 20-30 millimeter - lokalt endnu mere.

Det er tiltrængt i de dele af landet, hvor naturen virkelig tørster, og tørkeindekset er tæt på 10.

Så mange håber måske lige på en dag eller to med store mængder regn.

Torsdag

De fleste prognoser viser, at lavtrykket trækker ud over Nordsøen, og frontzonen stadig giver bygeagtig regn over Danmark.

Det bliver mest skyet, men solen skal nok titte frem flere steder i løbet af dagen.

Luften er lun, så lokalt kan vi nå 22-23 grader.

Fredag og weekenden

Her begynder der at være stor usikkerhed i prognoserne, men det mest sandsynlige er, at der fortsat vil være byger og en del skyer.

Luften er ikke kold, så der hvor solen får lov at skinne, kan vi nå 25 grader lokalt.

I weekenden kan det både blive tørvejr og sol, men der kan også komme et nyt lavtryk med regn og byger.

Så har man planlagt et arrangement eller andet, der kræver tørvejr, må man følge med her hos TV 2 VEJRET de kommende dage.