Varmerekorder flere steder i Europa
Hedebølgen, der var over Danmark i sidste uge, har de seneste dage givet nationale og regionale varmerekorder til flere europæiske lande.
For to dage siden kunne TV 2 VEJRET berette om ekstrem juni-varme over Nordøsteuropa, der søndag 20. juni blandt andet gav den varmeste junitemperatur overhovedet på Bornholm med svedende 34 grader på termometret.
Og denne varme fortsætter med at have sit jerngreb i Østeuropa, hvor flere varmerekorder nærmest er blevet slået dag for dag.
I Sarajevo, hovedstaden i Bosnien-Herzegovina, var junirekorden således 35,9 grader i mandags. Tirsdag var den så 36,1, onsdag steg temperaturen til 37,7 grader og torsdag blev der så målt 38,3 graders varme - hele 2,4 grader mere end den gamle rekord for juni fra 2006.
Nationale rekorder
Hvis vi lægger fra land med de nationale rekorder, er der efterhånden en del at tage fat på. Der er nemlig mindst fire lande i Europa, der i løbet af juni har fået en ny unik temperaturrekord.
Faktisk er det tredje måned i 2021, at der sættes nationale månedlige varmerekorder i mere end tre lande i Europa. De to andre måneder er februar og marts.
Mens vi i Danmark kunne fejre sankthans i underkanten af 20 grader, så nåede temperaturen i Narva i det nordøstlige Estland, på grænsen til Rusland, rekordvarme 34,6 grader, og slår dermed en 116 år gammel varmerekord for Estland.
I et andet baltisk land blev natten til onsdag den varmeste nat overhovedet. Der er tale om Letlands hovedstad Riga, hvor temperaturen på intet tidspunkt nåede under 24,2 grader.
Det var ikke kun de baltiske lande, der 23. juni kunne sætte nationale rekorder. i Aktsiabarski i det sydøstlige Hviderusland nåede termometret i løbet af onsdag rekordvarme 37,1 grader.
Torsdag fortsatte de europæiske varmerekorder. Først blev det Ungarn, der for første gang i deres vejrhistorie nåede vilde 40 grader på termometret i juni i den lille by Fülöpháza, 100 kilometer syd for Budapest.
Sidenhen fulgte Malta med, hvor man torsdag nåede 40,2 grader - 0,1 grad mere end den tidligere rekord fra 1997.
Regionale rekorder
Med den ekstreme varme er der også fulgt mange lokale varmerekorder med. Faktisk er der nu for juni hele 100 unikker varmerekorder rundt omkring i Europa.
I Rusland blev der 23. juni skrevet historie, da der i Moskva blev slået en 120 år gammel rekord fra 1901, idet temperaturen i den russiske hovedstad nåede 34,8 grader.
Også i Sankt Petersborg, hvor der blandt andet afholdes EM i fodbold i disse dage, blev der onsdag sat ny varmerekord for juni med 35,9 grader.
Torsdag fulgte yderligere tre hovedstæder med i rekordfeltet.
I Beograd i Serbien blev byens gamle rekord på 38 grader fra 1918 overgået med 0,7 grader, da temperaturen torsdag steg til 38,7 grader i den serbiske hovedstad.
I Ukraines hovedstad Kiev har man målt temperaturen i 136 år. Her blev en ny junirekord sat torsdag med 35,5 grader.
Endnu mere vildt var det i Hvideruslands største by Minsk. Her blev den absolutte varmerekord - uanset måned - tangeret med 35,8 grader.