Vejr

Fra i dag bliver dine dage kortere og kortere

Mandag er årets længste dag - fra tirsdag vender det.

Selvom det kun er med få sekunder, er dagen i dag årets længste. Nogle steder får du mere end 18 timers dagslys.

Der er simpelthen ikke nogen anden dag, der har mere dagslys end i dag.

Sommersolhverv er den tid på året, hvor solen står i zenit over den nordlige vendekreds. Med andre ord nåede solen mandag morgen præcis klokken 05.32 sit nordligste punkt på den nordlige halvkugle. Dette tidspunkt indikerer samtidig et retningsskifte for solen, så vi nu går mørkere tider i møde.

Næsten en time til forskel fra nord og syd

Jo længere mod nord man befinder sig, des lysere er det. Nord for polarcirklen skinner solen for tiden døgnet rundt.

I Danmark er der også forskel. Faktisk er der næsten en time til forskel, alt efter om du befinder dig i Skagen i nord eller i Gedser i syd.

I Gedser stod solen op klokken 4.35 og går ned klokken 21.52. Det giver en dagslængde på 17 timer og 17 minutter.

Cirka 400 kilometer længere mod nord i Skagen stod solen op klokken 4.16 og går først ned klokken 22.22, hvilket giver en dagslængde på hele 18 timer og 6 minutter. Altså 49 minutter mere dagslys end i Gedser.

Selvom 'sommersolhverv' er forbundet med årets længste dag, så betyder ordet faktisk årets korteste nat.

I Skagen har natten været 5 timer og 54 minutter, mens man i Gedser har haft 6 timer og 43 minutters tusmørke.

Mørket kommer snigende

Det næste halve år bliver dagene nu gradvist mørkere, men i starten går det langsomt.

De næste dage aftager dagslængden med få sekunder om dagen, mens den om en uges tid aftager med omkring et minut om dagen. Derefter går det stærkt og i slutningen af juli aftager dagslængden med omkring fire minutter.

Til trods for at dagslængden er aftagende de kommende dage, er det først om et par dage, at årets seneste solnedgang finder steder.

Det skyldes en forskydning af solopgang og solnedgang omkring sommersolhverv, hvilket betyder, at dagslængden ikke aftager lige meget i hver sin ende af døgnet.

Tidligste solopgang i år skete allerede 18. juni, mens årets seneste solnedgang først er sankthansaften.