Vejr

Skybrud rammer Sønderjylland – 17,3 millimeter regn på en halv time

Uvejret markerer overgangen til en køligere vejrtype de kommende dage.

Søndag er den første af to skiftedage, hvor tropevarmen ad to omgange bliver fortrængt af køligere og tørrere luftmasser. Og skiftet sker ikke helt uden dramatik.

For med bulder og brag markerede en linje af tordenbyger sin fremmarch mod Sønderjylland, og knap havde bygerne passeret grænsen, før der blev observeret skybrud på en officiel vejrstation.

Det var i Store Jyndevad, som ligger nogenlunde midt mellem Padborg og Tønder, at man tog imod de store regnmængder fra oven. På 30 minutter fra klokken 7.40 til 8.10 løb der 17,3 millimeter regn i måleren, og det er over grænsen for skybrud på 15 millimeter på en halv time.

Tordenuvejret, som gav de store regnmængder på kort tid, opstod lørdag aften over det nordlige Frankrig, og hen over natten har det bevæget sig op over Belgien og Holland for siden at nå det nordlige Tyskland – og Danmark til morgen.

Uvejret huserer på en linje, som adskiller den varme og fugtige luft som gav os tropenat i går og hele 33,5 grader på Bornholm i løbet af dagen fra en køligere fra Atlanterhavet. Selve skillelinjen er en koldfront, og det er lige på forsiden af den, at den mest intense regn falder.

Radar – nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores online vejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. Få en prognose for, hvor vejret er på vej hen. 

Se vores nedbørsradar her

Koldfronten bevæger sig videre op over Danmark i dagens løb, så derfor er der udsigt til regn og torden mange steder og risiko for flere skybrud i dagens løb.