Vejr

Lørdag blev den varmeste dag så tidligt på sommeren i over 100 år i Danmark

På Bornholm har man ikke før haft så høje temperaturer i juni.

Varmen over Danmark er helt usædvanlig, når man tager det relativt tidlige tidspunkt på sommeren i betragtning.

Fra syd har glohed luft de seneste dage strømmet op over Danmark - navnlig den østlige del - og den usædvanlige varme kulminerede lørdag, hvor der blev målt meget høje temperaturer.

Lørdagens højeste temperatur blev målt ved Hammerodde på det nordlige Bornholm, hvor temperaturen nåede hele 33,5 grader.

Uanset tiden på sommeren er det en usædvanligt høj temperatur, men tager man i betragtning, at det er 19. juni, er varmen endnu mere spektakulær.

For vi har ikke oplevet ligeså høje temperaturer så tidligt på sommeren i 104 år. Under en meget ekstrem hedebølge i midten af juni 1917 steg temperaturen til 34,4 grader.

Selv hvis man ikke tager datoen i betragtning og kigger på alle datoer i juni, er det den varmeste juni-dag i 74 år. Samlet set er lørdag på en delt femteplads over varmeste dage i Danmark så tidligt på sommeren siden 1874.

Varmeste juni-dag på Bornholm siden målingerne startede

På Bornholm, hvor varmen kulminerede lørdag, har man ikke oplevet ligeså høje temperaturer i juni før.

Temperaturmålingerne på klippeøen går tilbage til 1873, og indtil lørdag var juni-varmerekorden på Bornholm 33,0 grader. Kigger vi på alle måneder, blev lørdag den fjerde-varmeste dag på Bornholm siden 1873.

Den ekstreme varme for årstiden gav os natten til lørdag ligeledes den tidligste tropenat siden 1917, og natten til søndag kan igen byde på temperaturer over 20 grader natten igennem over den østlige del af landet, hvilket understreger, hvor usædvanlig varmen er for årstiden.

Søndag kan hedebølgen dog ende med bulder og brag.