Vejr

Så svedende varmt kan det blive i dag

Fredag kan igen blive den varmeste dag så tidligt på sommeren i over 50 år.

Usædvanlig varm luft strømmer op over Danmark fra syd og sydøst, og det giver os endnu en dag, hvor termometrene kan vise over 30 grader flere steder i Danmark.

Allerede fra morgenstunden er temperaturen over 20 grader flere steder, og vi har været snublende tæt på en historisk tidlig tropenat.

I løbet af få timer passerer temperaturen 25 grader, og allerede ved middagstid kan vi nå de "magiske" 30 grader.

Den varmeste luft befinder sig fredag over den østlige del af Danmark, så det er på Lolland-Falster, Sjælland og på Bornholm, at de højeste eftermiddagstemperaturer kan forventes.

Generelt vil temperaturniveauet nå op mellem 30 og 32 grader, men lokalt kan temperaturen stige til hele 33 grader, når det er varmest.

Det vil i så fald gøre fredag til årets hidtil varmeste dag, årets anden tropedag, og den varmeste dag så tidligt på sommeren i 53 år. Det er ligeledes 53 år siden, at temperaturen sidst er steget til 33 grader i årets første sommermåned.

Højeste temperaturer fredag eftermiddag. I den sydøstlige del af Danmark kan temperaturen nå op mellem 32 og 33 grader.

Tager vi alle sommermåneder i betragtning, er det tre år siden, vi sidst har oplevet 33 grader i Danmark.

Forskelle fra vest mod øst

Mens den meget varme luft med stort set skyfrit vejr dominerer den østlige del af Danmark, er koldere luft trængt ind over den vestlige del af Jylland fra Nordsøen.

Det giver flere skyer og mulighed for regn og byger i perioder. Her vil temperaturerne blot befinde sig mellem 15 og 23 grader, men i dagens løb er der også bedre mulighed for at få solen at se.

Lørdag holder varmen fortsat ved mod øst, mens grænsen mellem varmere og køligere vejr vil ligge tværs gennem landet.