Vejr

Nyt badeområde i København åbner i forbindelse med EM i fodbold

Ofelia Plads i København forvandles i år til en 'Football Village', hvor man blandt andet har mulighed for at bade.

I dag, fredag 11. juni, skydes Europa Mesterskaberne i fodbold i gang.

I den forbindelse åbner TrygFonden Kystlivredning, i samarbejde med Københavns kommune, op for en midlertidig badezone i København med TRYG-livreddere, der blandt andet får til opgave at sende målinger af badevandstemperaturen ind til TV 2 VEJRET, mens slutrunden står på.

Livreddertårnet sættes op i forbindelse med området 'EURO2020 Football Village' ved Ofelia Plads og bemandes med livreddere fra 11. juni til 11. juli mellem klokken 11 og 19.

Badeområdet ligger på indersiden af Ofelia Beach for at undgå, at badende og skibstrafikken i Hønsebroløbet ind mod Københavns Havn kommer for tæt på hinanden.

På pladsen findes også storskærme, hvor de 51 kampe vil blive vist på. Under disse kampe vil badeområdet blive lukket af og livredderne får lov at holde fri. Du kan læse mere om 'EURO2020 Football Village' her.

Det midlertidige badeområde ved Ofelia Plads.

Lasse Serup Jensby, driftsleder for TrygFonden Kystlivredning, fortæller, hvordan man altid kan se om livreddertårnene rundt om i landet er bemandet eller ej:

-Når vi har livreddere i vores tårne er flaget hejst. Dermed kan du altid hurtigt se om vi er til stede på stranden. Det kommer også til at gælde på vores midlertidige badested 'Ofelias Plads' under EM i fodbold, lyder det fra Lasse Serup Jensby.

Livredderne på Ofelias Plads vil hver dag klokken 12 måle badevandstemperaturen og sende den ind til TV 2 Vejret, hvorefter det bliver muligt at se badevandets temperatur på TV2 Vejrets app og hjemmeside.