Vejr

Tørkeindeks på 10 flere steder i landet

I den østlige del af Danmark er tørkeindekset nu på 10, mens man i dele af Jylland stort set ikke oplever vandunderskud.

Juni er kommet solrig, varm og tør fra start, og selvom maj blev den næstvådeste af sin slags siden 1874, er der flere steder i Danmark et stort underskud af vand i jorden.

Men graden af tørke er på ingen måde ligeligt fordelt i landet.

I den nord- og østlige del af Danmark viser dugfriske tal fra DMI, at tørkeindekset antager værdier mellem 6 og 10, hvilket øger risikoen for tørke markant. Navnlig på Bornholm og i hovedstadsområdet er tørkeindekset omkring 10, hvilket er det højeste på den tilhørende skala.

Derimod er den umiddelbare risiko for tørke ikke til stede i den vestlige del af Jylland, hvor tørkeindekset de fleste steder blot er mellem 1 og 3.

På landsplan er tørkeindekset onsdag morgen på 5,9.

De meget store geografiske forskelle i tørkeindekset skyldes, at der i maj har været særdeles store variationer i nedbørmængden i Danmark. Mest regn i maj faldt der i Bredebro i Sydjylland, hvor der i alt blev målt 166,3 millimeter. Modsat var maj faktisk meget tør på Bornholm, hvor der i Nexø blot faldt 21,5 millimeter i løbet af hele maj.

Dette 'efterslæb' af mangel på regn mod øst viser sig nu direkte på risikoen for tørke.

Tørkeindekset stiger

Tørkeindekset beskriver, hvor meget vand jorden mangler, førend den er såkaldt 'vandmættet'. Antager tørkeindekset værdien 0, så er vandmagasinerne i jorden fuldstændigt mættet med vand.

Tørkeindekset kan i den modsatte ende maksimalt nå en værdi på 10, der svarer til, at jorden mangler 100 millimeter regn.

Fordampningen fra jordoverfladen øges ved høje temperaturer, stor solindstråling, vind og lav luftfugtighed – alt sammen noget vi har oplevet i større eller mindre grad i starten af juni, og som der også er udsigt til vil fortsætte de kommende mange dage.

I løbet af den næste uge kan der potentielt fordampe op mod 30 millimeter regn fra overfladen i dele af Danmark, eller hvad der svarer til cirka 4 millimeter om dagen.

Med en landsdækkende tørkeindeksværdi på 5,9 svarer det til, at naturen mangler 59 millimeter regn i forhold til normalværdien for tørkeindekset. Men de steder, hvor tørkeindekset er på 10, mangler naturen mindst 100 millimeter vand, mens der i Morsø Kommune, hvor tørkeindekset er 1,2, blot mangler 12 millimeter vand i jordmagasinerne.

Tørken kan mærkes allerede

Med et tørkeindeks der har nået – eller nærmer sig – 10 flere steder, kan tørken i høj grad mærkes hos haveejere og landmænd.

Plantevæksten berøres, når planterne kun har 60 procent eller derunder af den maksimale mængde vand i vandmagasinerne til rådighed.

Er der mindre vand i jorden, kan planterne få tørkeskader.

Der er dog store forskelle afhængig af jordtyper, og de sandede jorde i Vestjylland er dem, der dårligst tåler vandmangel. "Heldigvis" er det også her, at tørkeindekset er lavest.

Her kan der allerede opstå tørkeproblemer ved et vandunderskud på 30 millimeter, mens vegetationen på de lerede jorde i den østlige del af landet først får problemer ved cirka 80 millimeters vandunderskud.