Vejr

Endnu en dejlig sommerdag - her bliver det varmest

Solen kommer til at skinne meget onsdag.

Mange danskere er stået op til smukt vejr fra morgenstunden, og flere steder skinner solen fra en stort set skyfri himmel.

Der er dermed lagt i ovnen til endnu en smuk sommerdag, hvor temperaturen adskillige steder kan stige til over 20 grader i dagens løb.

Som det også var tilfældet tirsdag, kan de højeste eftermiddagstemperaturer forventes over de østlige landsdele. Det skyldes, at vinden blæser fra vest, og da luften samtidig varmes op over solopvarmet landjord, vil den være varmest de steder, hvor luften har bevæget sig længst tid over land.

Derfor er det over den østlige del af Jylland, på den nordlige del af Fyn, og i hovedstadsområdet og i Nordsjælland, at de højeste temperaturer må forventes.

Onsdag eftermiddag kommer der solskin mange steder, men i perioder kan der være lidt flere skyer.

Tirsdag nåede temperaturen 22,4 grader på Djursland, og det er ikke utænkeligt, at maksimumtemperaturerne onsdag når en grad højere op.

Som følge af solopvarmningen vil der i dagens løb dannes cumulusskyer nogle steder. De steder, hvor det bliver varmest, er der en lille mulighed for, at der kan komme en lokal eftermiddagsbyge. Men der vil højest være tale om enkelte byger, der vil ramme lokalt.

Derudover vil der først på eftermiddagen kunne være perioder, hvor højtliggende skyer kan give mere sløret solskin over Jylland.

Generelt vil vinden ikke gøre meget væsen af sig, men i Nordjylland - og navnlig langs Jammerbugten - kan vinden være op til frisk eller hård fra vest. Som følge af det flotte vejr og højtstående sol, kan UV-indekset nå op over 6,0 midt på dagen.