Vejr

Tornado fuld af jord ramte uden for sæsonen

Video fra Colorado giver et indtryk af, hvor store de amerikanske tornadoer egentlig kan blive.

Selvom tornadosæsonen i USA er overstået med udgangen af maj, gik der mandag alligevel en opsigtvækkende tornado forbi uden for den lille by Platteville i Colorado.

Tornadoen gik hen over flere huse og ødelagde mindst tre på sin vej.

Tornadoen blev fanget på video af Jorge Garcia, der lagde den ud på sociale medier.

Meteorolog ved TV 2 VEJRET Sebastian Pelt kalder det en usædvanlig fotogen tornado.

- Man kan se, at den er helt brun og rødlig. Det skyldes opsuget jord fra en mark eller lignende, som den har bevæget sig henover, siger han.

Sebastian Pelt forklarer, at en tornado normalt har samme farve som en sky, hvilket skyldes, at både skyer og tornadoers farve som regel kommer fra kondenseret vanddamp.

I det her tilfælde er der imidlertid suget så meget jord og støv op, at den har en markant anderledes farve.

Vandet i en tornado kondenseres på grund af det meget lave lufttryk inde i hvirvlen.

På et tidspunkt i videoen filmer Jorge Garcia op langs tornadoen, så det kan ses, hvordan den er lys i toppen. Det er så højt, den brune jord når at blive suget op til.

Videoen viser, hvor store tornadoer egentlig kan blive, forklarer Sebastian Pelt.

Denne er faktisk kun en mellemstørrelse, men den fremstår alligevel helt enorm i forhold til den bebyggelse, der er på billedet.

- Det er fascinerende at tænke på, at de største kan blive op til en kilometer brede. Det ville i København betyde, at den kunne nå fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen, siger Sebastian Pelt.

Der er ingen meldinger om omkomne i forbindelse med tornadoen. Til gengæld kostede den to kalve livet.