Vejr

Derfor kan man se smukke lysstråler gennem skyerne

Tirsdag morgen kunne man se solens stråler som en vifte ned gennem skydækket.

Lidt efter solopgang tirsdag morgen var himlen skueplads for et fascinerende optisk fænomen, som man med jævne mellemrum kan opleve.

I et hul i skydækket nær Silkeborg kunne man se solens stråler skinne, mens de i en viftelignende form bredte sig lidt til siden.

Optiske fænomener

Optiske fænomener som regnbuer, omvendte regnbuer (zenitbuer), haloer og iriserende skyer skyldes alle solens brydning i vandråber eller iskrystaller.

Lyset kan brydes på forskellige måder:

Refraktion
Her afbøjes lyset inde i en vanddråbe eller iskrystal som i prismerne i en lysekrone. Når sollys rammer en regndråbe så brydes lyset i dråben som i prismet. Dernæst reflekteres det brudte lys ved dråbens bagvæg, inden det igen forlader dråben og ses som regnbuen, tågebuen eller haloen fra iagttageren.

Diffraktion
Her afbøjes lyset på overfladen af bittesmå vanddråber eller iskrystaller. Det spredte lys danner et særligt interferensmønster, hvor nogle lysbølger forstærker hinanden, mens andre udligner hinanden. Resultatet er iriserende skyer med et vandrende og farverigt mønster tæt på solen.

Fænomenet, der er kendt som crepuscularstråler eller tusmørkestråler, ses af og til sidst på dagen tæt på solnedgang eller først på dagen nær solopgang, hvis skyer eller bjerge spærrer for solens stråler.

Strålerne dannes, når solen er bag eller over skyerne, og der samtidig er små huller i skyerne, hvor solen kan skinne gennem.

Hvis der er et højt indhold af vanddamp eller støv i luften, træder strålerne væsentligt tydeligere frem, og grænserne mellem sollys og "stråler" af skygge bliver dermed skarpere. Tirsdag morgen var der netop mange steder diset, så luften var fyldt med små vanddråber.

Crepuscularstråler kan også "stråle" frem bag skyerne, hvis de skygger for solens stråler. Ligesom tilfældet er det med billedet øverst i artiklen, så gør perspektivet, at strålerne ser ud til at brede sig i en vifteform. Billedet er fra en anden lejlighed.

Selvom strålerne ser ud til at brede sig i en vifteform væk fra hullet i skyerne, er strålerne faktisk parallelle. Når man alligevel ser strålerne brede sig væk fra hullet på den måde, skyldes det perspektivet – fuldstændig som når en vej fortoner sig i et forsvindingspunkt i horisonten.

Crepuscularstråler kan også ses, hvis skyer skygger for en lavstående aftensol, og skyggerne spredes væk fra skyen i et imponerende syn.

Når skyerne befinder sig bag horisonten, er det i øvrigt også et bevis på, at Jorden er rund. Vi ser nemlig genstande – i dette tilfælde skyer – der skygger for solen, selvom de befinder sig bag horisonten.

I bjergområder kan man også se crepuscularstråler, hvor bjergene kaster en skygge på himlen, som breder sig væk fra solen.

Anti-crepuscularstråler set i retningen modsat solnedgangen. Denne type af crepuscularstråler ses relativt sjældent og fremtræder normalt ikke så tydeligt.

I sjældne tilfælde kan man opleve såkaldte anti-crepuscularstråler, som samles i et punkt på den modsatte horisont i forhold til solen. Ofte opdager man ikke skyggevifterne, da man vil fokusere på solnedgangen. Man skal have solen i ryggen og kigge mod den modsatte horisont for at kunne se dem.

Af og til kan man støde på crepuscularstråler omtalt som "Guds tommelfinger", men årsagen til de fascinerende stråler har dog en væsentligt mere jordnær forklaring.