Vejr

Lysende natteskyer set på den danske nattehimmel

Fænomenet i 80 kilometers højde kan ses i en relativ kort periode hen over sommerhalvåret på vores breddegrader.

Et sandt sommerfænomen åbenbarede sig for natteravnene natten til grundlovsdag:

De lysende natteskyer.

Hent TV 2 VEJRETs app

TV 2 VEJRETs app giver dig konstant et opdateret overblik. Du kan hente den her. Linket virker både til android og iPhone.

HENT APP'EN HER

Det var der flere danskere, der på den anden side af midnat fik fanget på kameralinsen.

-For mig betyder det, at sommeren er begyndt, lyder det blandt andet fra Lone Athanasakis, som var en af dem, der var lysvågen i nattens løb og fik fotograferet det smukke sommerfænomen.

Og imponerende kan det se ud, når solen kaster sit lys på de højtliggende skyer - til trods for, at solen er gået ned bag horisonten.

Lysende natteskyer er et fænomen, der kan ses i en relativ kort periode hen over sommerhalvåret på vores breddegrader, mens de lyse nætter står på.

Ved de lyse nætter forstås det, at solen ikke kommer mere end 18 grader ned under horisonten og dermed fortsat har mulighed for at lyse nattehimlen op.

Små partikler langt over jordoverfladen

Normalt forstås højtliggende skyer som de såkaldte cirrusskyer, der typisk er i en højde omkring 10 kilometer over jordoverfladen. Men ved de lysende natteskyer er det en anden sag.

Denne skytype er nemlig de skyer, som befinder sig allerhøjest oppe over hovederne på os. Nærmere betegnet i en højde af 80 kilometer.

De dannes, når vanddamp i løbet af foråret fragtes op i denne højde og fryser til is på små partikler bestående af meteorstøv.

Når mørket falder på og solen kommer fem til ti grader under horisonten, så er der fortsat lys, der slipper over horisonten og lyser dermed de højtliggende skyer op på den mørke nattehimmel.

Igen i nat er der mulighed for at se lysende natteskyer, da der fortsat er højtliggende skyer hen over Danmark.