Vejr

Lun fredag i vente - her får man mest sol

En opklaring i eftermiddag giver en pæn start på weekenden. Temperaturen kan nå op på 24 grader.

Fredagen er startet med mange skyer på himlen, og især i den sydøstlige del af landet er dagen ekstra grå med en del byger.

Radar - nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores online vejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. Få en prognose for, hvor vejret er på vej hen. 

Se vores nedbørsradar her

I resten af landet er der plads til, at solen kan skinne igennem skydækket – dog også med enkelte byger. Som dagen skrider frem, får solen endnu bedre vilkår til at sprede lidt sommervarme ud over det ganske land.

De mange skyer fra morgenstunden skyldes en frontzone, der er placeret hen over landet.

Vejret klokken 06.20. En del byger mod sydøst, færre mod vest.

Bygerne klinger af i formiddagstimerne

Generelt vil de første timer af fredagen være domineret af skyer, men de byger, som mange vågnede op til mod sydøst, begynder allerede i formiddagstimerne at blive færre.

I den vestlige del af landet begynder det i løbet af formiddagen til gengæld at klare op, og bygerne forsvinder.

Himlen vil mest være præget af drivende skyer, men høje skyer sørger for, at det ikke er en klar himmel, solen skinner fra.

Termometret kan allerede inden middag nå 20 grader, mens man længere mod øst må nøjes med 15 til 17 grader.

Prognose fredag klokken 10.00. En del skyer, men kun få byger. De fleste byger er mod øst.

Mere sol og kun få byger

Når folk efterhånden går på weekend, bliver det med tørvejr over stort set hele linjen.

Kun i de østlige egne kan der fortsat være få lokale byger, men i så fald skal man være uheldig at blive ramt. Generelt er der flere skyer på himlen, jo længere mod øst man opholder sig.

I de vestlige egne forventes en sommerlig eftermiddag med nogen eller en del sol. Hvor det bliver varmest, kan termometret komme op omkring 24 graders varme, hvilket forventes at ske i den sydvestlige del af Jylland.

I forhold til torsdag er vinden aftaget til en let til jævn vind fra østlige retninger.

Prognose fredag klokken 16.00. Efterhånden god plads til solen, især i Jylland.

I aftentimerne er der gode muligheder for at nyde en lun sommeraften med en del sol på himlen og måske en tændt grill i haven. Klokken 20.00 vil termometret fortsat vise 17 til 20 graders varme.

Prognose fredag aften klokken 20.00. Lunt og med sol til alle.