Vejr

Her er der udsigt til 25 grader i weekenden

Der er mulighed for en sommerdag i løbet af weekenden.

Efter nogle ustadige dage med kraftige tordenbyger og lokale skybrud bliver weekendvejret betragteligt bedre, og der venter nogen eller en del sol og kun ganske få byger i løbet af søndag.

Med maksimumtemperaturer omkring 25 grader bliver der endda mulighed for, at vi kan få en meteorologisk sommerdag i løbet af weekenden.

En meteorologisk sommerdag er, når temperaturen kommer over 25 grader ét eller flere steder i landet.

Dermed indbyder weekenden til udendørsaktiviteter.

Solrig lørdag

Et højtryk øst for Danmark styrer vejret i weekenden og sørger for, at lørdag bliver en solrig en af slagsen. Samtidig sørger højtrykket for at sende varm luft op over landet fra sydøstlig retning.

Dermed kan man se frem til en pæn lørdag med sol til alle. Det bliver dog ikke fra en klar himmel alle steder, da der især over Jylland kommer til at være en del af de såkaldte cirrusskyer, der er højtliggende iskrystaller.

Solen kan dog uden problemer skinne igennem disse skyer, men vil komme til at fremstå mere sløret. Over de østlige egne forventes himlen at være mere klar.

Prognose lørdag klokken 14.00. Nogen eller en del sol. Høje skyer slører for solen.

Vælger man at bruge hele dagen udendørs, er det vigtigt at bruge solcreme, da UV-indekset i weekenden forventes at komme op omkring 6,0.

HVAD ER UV-INDEKSET

UV-indekset er et tal, der beskriver intensiteten af solens skadelige UV-stråler.

Under 3: Lav
3 til 6: Moderat
6 til 8: Høj
8 til 10: Meget høj
Over 10: Ekstrem

I middagssolen kan UV-indekset ved ækvator højst blive cirka 15, mens det i Danmark topper på cirka 7.

Du kan tjekke UV-indekset der, hvor du er, i TV 2s vejr-app. Få hjælp til at hente den her.

Temperaturen forventes at komme op mellem 22 og 24 graders varme, men over de vestlige egne kan de 25 grader rundes på termometret, og dermed er der mulighed for en sommerdag lørdag.

Temperaturer lørdag eftermiddag. Lokalt op til 25 grader.

Få byger søndag, men fortsat lunt og nogen sol

Højtrykket øst for Danmark fortsætter med at holde stand søndag, hvilket giver en søndag, der endnu en gang ser ud til at give en flot sommerdag.

I den vestlige del af Danmark giver en svag frontzone over Nordsøen dog flere skyer, hvor der endda er en lille risiko for en enkelt lokal byge længst mod nordvest.

Men for langt de fleste bliver det en dag med nogen eller en del sol. Med svage vindforhold bliver det endnu en oplagt dag at komme ud at spise en is, gå en tur eller hvad man nu ellers har lyst til.

Prognose søndag klokken 12.00. Nogen eller en del sol. Få lokale byger mod nordvest.

Temperaturen forventes i løbet af søndagen at toppe mellem 22 og 24 graders varme. På Bornholm samt længst mod nordvest bliver det dog noget køligere med omkring 17 grader.

Lokalt kan temperaturen søndag igen komme op og ramme 25 grader.

Temperaturer søndag eftermiddag.

Et kig ind i næste uge viser, at det varme og til tider solrige sommervejr fortsætter med temperaturer over 20 grader og svage vindforhold.

5-døgnsprognosen fra 5. juni til 9. juni.