Vejr

Sommervejr til øerne, men også risiko for torden i Jylland

Onsdagen byder på op til 20 grader, men mange vil også opleve en kortvarig byge.

Det sommerlige vejr fortsætter, men flere steder i landet vil byger i kortere perioder afbryde det behagelige vejr.

Morgenen er begyndt forholdsvis lun med omkring 10 grader. Som det fremgår af nedenstående grafik, er der byger flere steder. Først på dagen vil de fleste byger optræde i de sydlige egne, men senere vil der komme flest byger i Jylland.

Du kan her følge det aktuelle radarkort, og desuden se hvor man kan forvente byger den kommende time.

Frisk vind og skyer hæmmer sommeroplevelsen

Skydækket vil i dag veksle ret meget, og vinden vil være let til frisk østenvind.

Nær østvendte kyster og når skyerne dominerer, vil vejret ikke føles særligt sommerligt. Til gengæld er vejret meget behageligt, når solen er fremme, og man er i læ.

Sol og 20 grader

I eftermiddag når solen cirka 57 grader over horisonten, og det er tæt på det højeste, solen kommer på himlen i Danmark. Der er under tre uger til midsommer, og det er en god idé at bruge solcreme, hvis man skal være udendørs i længere perioder i eftermiddag.

Termometrene vil onsdag eftermiddag nå op mellem 16 og 20 grader, og det er på Sjælland, man kan forvente de højeste temperaturer. Som det fremgår af grafikken, vil der i eftermiddag også komme mest solskin i øst, mens skydannelsen i Jylland er større i eftermiddag og aften.

Risiko for tordenbyger i Jylland

Der vil fortsat stedvis komme byger, som lokalt kan være ret kraftige. Måske vil det resultere i enkelte hagl- eller tordenbyger. Det er svært at spå om, præcis hvor bygerne kommer, men risikoen for en kraftig byge er størst i Jylland sent på eftermiddagen eller til aften.

Bygerne dannes på grund af et lavtryk højt oppe over Danmark

Trykket over Danmark er cirka 1020 hPa, og ved dette tryk vil man normalt opleve tørvejr. Det er ikke tilfældet i dag, da et lavtryk i højere luftlag har sneget sig ind over Danmark. Lavtrykket vil langsomt bevæge sig mod vest.

Det relativt lave tryk i højden over Danmark betyder, at de skyer, der dannes, kan løfte sig meget højt. Der er derfor risiko for, at der kan dannes nogle lokale tordenbyger.