Vejr

Derfor giver højtrykket dig ikke det sommervejr, du drømmer om

Derfor siger dit barometer, at vejret er smukt, selvom det overhovedet ikke passer.

Vejret har været markant bedre den seneste uges tid i forhold til stort set hele maj måned. Det skyldes et højtryk nordøst for Danmark, der ligger og beskytter os mod dårligt vejr.

Men et højtryk i juni burde være lig med høj solskin og få skyer … altså ægte sommer. Og sådan er det jo ikke.

Det er der imidlertid en god forklaring på, lyder det fra meteorolog ved TV 2 VEJRET Andreas Nyholm.

Selvom højtrykket normalt ville give et meget flot vejr om sommeren, og barometret i hvert fald står på smukt, har vi alligevel kraftige byger, der lokalt kan være med torden.

- Der ligger en lille afsnøring af kold luft i de øvre luftlag, og det er den kolde luft heroppe, der snyder barometeret, forklarer Andreas Nyholm.

Højtryk giver normalt få skyer og tørvejr, da luften synker ned, og i den proces både bliver varmere og mere tør, hvilket giver stabilt vejr.

Højtrykket ligger nordøst for Danmark, men det giver ikke helt det vejr, man normalt ville forvente.

Når der så kommer kold luft i de højere luftlag, kan luften alligevel begynde at stige til vejrs.

Luften tættere på overfladen vil begynde at stige op, indtil den når et lag med samme temperatur som sig selv. Og når luften er iskold højt oppe, så kan luftpartiklerne nå meget langt op i atmosfæren – op mod ti kilometer – før temperaturerne har udlignet sig.

Den lille blå klat er kold luft over Danmark. Det er den, der forhindrer os i at få den fulde glæde af højtryksvejret.

Det giver en ustabil situation, der saboterer det flotte vejr, så der kommer byger i stedet for høj sol fra en skyfri himmel.

- Vejret er ikke bare noget, der foregår nede ved os. Vejret er tredimensionelt, og meget af vores vejr afgøres langt over vores hoveder, siger Andrea Nyholm.