Vejr

Tyvstart på badesæsonen - vil du være med?

Nu begynder badevandstemperaturerne at tikke ind fra tre danske havnebassiner.

TrygFondens Kystlivredning og TV 2 Vejret har taget hul på badesæsonen. Her på sommerens første dag bemandes tre havnebassiner med livreddere, og de sender fra nu af målinger ind til TV 2 Vejrets oversigt over de danske badevandstemperaturer.

- Der er tale om lidt af en tyvstart, lyder det fra meteorolog på TV 2 Vejret Lone Seir:

- Resten af vores badevandsmålere begynder først den 25. juni, når skoleferien starter, men vi kan se, at mange allerede nu hopper i vandet, så vi benytter chancen til at komme i gang.

TrygFondens Kystlivredning har valgt at følge kalendersommeren ved havnebassinerne Aarhus Ø, Fisketorvet og Islands Brygge. Derfor bemandes de fra 1. juni til 31. august.

Målingerne vil kunne ses på TV 2 Vejrets app og hjemmeside.

Ud over livredderne er en lang række andre danskere også med i TV 2 Vejrets badevandspatrulje, der overvåger temperaturen ved de danske strande. De starter dog først sidst på måneden.

Men der mangler stadig nogle enkelte strande, og Lone Seir efterlyser derfor frivillige, der vil måle det lokale badevand klokken 12 hver dag hen over sommeren frem til 8. august.

- Vi har holdt øje med badevandet ved kyster og søer sammen med seere og livreddere gennem 25 år, så det gør vi selvfølgelig også i år. Nogle af vores trofaste målere er imidlertid stoppet, så der mangler nogle strækninger, siger hun.

Badevandspatruljen mangler målere:

Anholt
Boderne på Bornholm
Brovst Strand
Faxe Bugt
Kalundborg
Klitmøller, Vigsø Bugt
Køge Bugt
Kerteminde
Langeland
Møn
Rønne
Samsø
Sejerøbugten Syd
Solrød
Spodsbjerg
Stevns
Strækningen fra Korsør til Kalundborg
Strækningen fra Korsør til Karrebæksminde
Strækningen mellem Hals og Sæby i Nordjylland
Sydsiden af Lolland
Vadehavet
Ærø
Aalborg Bugt – Bisnap Strand

Derudover er der områder med langt mellem målingerne. Her er det muligt at starte en helt nye målestation op.

De typiske målere kan være campingpladser, ishuse, private badeentusiaster eller andre, der bare synes, der er sjovt at være med.

Det kræver ingen særlige færdigheder. Badevandstemperaturen skal bare måles samme sted hver dag i en meters dybde med udstyr, som TV 2 Vejret leverer.

Hvis du vil være en del af TV 2 Vejrets badevandspatrulje, kan du sende en mail på vejret@tv2.dk.

Hvis du er en af dem, der bader i en af landets store søer, vil badevandspatruljen også gerne have målinger fra dig. Ellers mangler der målere på de røde strækninger.