Vejr

Skyerne truer flot supermåne over Danmark

For de heldige venter et flot syn, når fuldmånen hæver sig over Danmark.

I aften er der en flot supermåne over Danmark. Der er desværre bare risiko for, at skyerne vil tage udsigten.

Men hvis du er blandt de heldige, vil der åbenbare sig en usædvanlig stor og lysende måne.

Der vil være bedst chance for at kunne se supermånen fra Nordjylland og Bornholm, men der kan også være huller i skydækket andre steder i landet.

Fænomenet skyldes, at der er fuldmåne samtidig med, at Månen er tættest på Jorden.

Månens bane er ikke cirkelrund, men ellipseformet. Derfor sker det også, at Månen placerer sig helt tæt, netop som den er fuld.

Andre steder på Jorden, hvor Månen allerede har været fremme, var synet endda endnu flottere.

Her skyggede Jorden, så Månen fremstod helt rød som en såkaldt blodmåne. Dermed fik tilskuerne hele to flotte himmelfænomener på en gang.

Det kommer desværre ikke til at ske, når mørket også falder på her hos os.

Den ekstra store blodmåne hang over Stillehavet og kunne i denne omgang ses fra det østlige Asien til det vestlige USA.

Den totale måneformørkelse varede omkring et kvarter.

En supermåne lyser omkring 30 procent mere op på himlen og er omkring 17 procent større, end når den er længst fra Jorden.

Når Månen hænger lige over horisonten, er effekten meget tydelig.

Det vil normalt være supermåne en til tre gange om året.

Supersyn over Danmark

I Danmark vil Månen kunne ses gående fra øst mod vest i perioden fra klokken 23 til klokken 4 i morgen tidlig de steder, hvor skyerne tillader det.

Supermåne er ikke et astronomisk fagudtryk. Det bruges normalt om fuldmåner, der er mindre end 10 procent fra at være på det tætteste punkt.

Månens afstand til Jorden svinger mellem 363.300 og 405.500 kilometer.