Vejr

Nyt farligt uvejr truer Indien

Onsdag kan det nordøstlige Indien blive ramt af en dødbringende cyklon.

Indbyggerne på den indiske østkyst forbereder sig på det værste, mens det trækker op til en kraftig cyklon. Det skriver AP.

Cyklonen ventes at ramme land onsdag. Den kommer kun 10 dage efter, at et andet kraftigt uvejr dræbte mindst 140 mennesker på landets vestkyst.

Det indiske meteorologiske institut har navngivet cyklonen Yaas og forudser, at den vil gå i land med en vindhastighed på omkring 46 meter i sekundet svarende til 166 kilometer i timen.

Udover de ekstremt kraftige vinde bringer de tropiske uvejr også enorme mængder regn med sig, og det er som regel vandmasserne, der er det mest dødbringende.

Det nordøstlige Indien er kendetegnet ved et meget fladt landskab.

Det meget vidtstrakte lavland betyder, at befolkningen ikke umiddelbart kan flygte op i højtliggende områder, hvis vandet begynder at stige.

Samtidig er det i det nordøstlige Indien, at bjergfloderne nord samler sig for at flyde ud i havet, hvilket skaber optimale forhold for katastrofale oversvømmelser.

Regnen får floderne til at svulme op og gå over deres breder, samtidig med at vandet ude fra havet presser på.

Fire ud af de fem mest dødbringende vejrkatastrofer i verdenshistorien har da også ramt enten Indien eller Bangladesh, der støder op til det nordøstlige Indien.

De kraftige uvejr rammer Indien på et uheldigt tidspunkt, da landet i forvejen kæmper med massive problemer i forbindelse med corona-pandemien.

Forskere forventer, at Indien vil blive hyppigere ramt af cykloner i forbindelse med klimaforandringerne, og at cyklonerne fremover vil blive kraftigere.

Cykloner bruges som betegnelse for store tropiske lavtryk omkring Australien og Det Indiske Ocean. I det nordvestlige Stillehav kaldes de tyfoner, og ud for Amerika kaldes de tropiske orkaner eller hurricanes.

Den indiske cyklonsæson løber fra april til oktober.