Vejr

Særligt syn på himlen over Sjælland fredag morgen

Når solen går op og ned sættes de normale regnbuefarver ud af spil.

Et af morgenhimlens smukkeste syn tegnede sig tidligt fredag over Nordsjælland og Storkøbenhavn, og det fik mange af TV 2 VEJRETs brugere til at sende billeder ind.

På himlen stod en rød solopgangsregnbue, og det fik flere af brugerne til at undre sig. Har en regnbue nu ikke længere de farver, en regnbue nu engang skal have?

Svaret er nej.

Når regnbuen kommer ved solopgang, er lyset anderledes end om eftermiddagen, hvor vi oftest ser regnbuerne. Det samme gælder i øvrigt, når solen går ned.

Grunden til, at vi kun sjældent ser røde regnbuer, er, at flere ting skal falde sammen. Der skal både være sol og regn, samtidigt med at solen er på vej op eller ned over horisonten. Og så skal du altså også være stået op.

Sol og regn samtidigt er typisk noget, der sker om eftermiddagen og ikke ved solens op- eller nedgang. Derudover står solen efterhånden op før klokken 5, og der ligger de fleste nok også stadig og sover.

De røde regnbuer vil normalt stå højt på himlen. Det skyldes, at en regnbue i princippet er en fuld cirkel med et midtpunkt præcist modsat solen på en linje gennem din nakke.

Jo lavere solen står, desto højere står regnbuen, og solen kan ikke stå lavere, end når den går op eller ned.

Når solen er mere end 42 grader over horisonten, kan man ikke længere se regnbuer. Det er tilfældet midt på dagen om sommeren.

Det er farvernes bølgelængde, der afgør himlens farve. Når solens hvide lys rammer atmosfæren, spredes det i forskellige farver.

Om dagen har solens stråler en relativt kort vej gennem atmosfæren, og da spredes den kortbølgede blå farve mest, og himlen fremstår blå. Det giver mangefarvede regnbuer.

Ved morgen- og aftentid har solens stråler længere vej gennem atmosfæren, og der er det de langbølgede rødlige farver, der står tilbage.

Med andre ord: Skal du på jagt efter den røde regnbue, kræver det regn i luften, en flot rød morgen- eller aftenhimmel, og så skal du stå med ryggen til solen og have frit udsyn i den modsatte retning.