Vejr

Drivvåd pinse - her falder der en måneds regn de næste dage

Flere fronter med silende regn vil passere Danmark i Pinsen. Vejret vil minde mere om kedeligt efterår end forår.

Maj måned og pinse er normalt noget, der rimer på sol, tørvejr, varme og lækker mad. Sådan bliver det ikke i år. Der skal gøres noget ekstra ved "det store kolde bord" for at få pinsefrokosten varm og lys.

Vi har endnu ikke haft en eneste tørvejrsdag til hele landet i maj, og de kommende dage ser meget våde ud.

Fra fredag til mandag ventes der generelt at falde mellem 20 og 40 millimeter regn i Jylland og mellem 5 og 15 millimeter til øerne.

Når vejrsystemerne kommer fra vest, så "regner de ofte af" på vej over Danmark. Bemærk, at prognosen kun har 3 til 5 millimeter regn til Bornholm. Det er indbydende til en pinseferie på solskinsøen.

Over en måneds regn i Vestjylland

Normalt falder der 47 millimeter regn i maj, men som man kan se på ovenstående prognose, kan der i Vestjylland falde over en måneds regn de næste fire dage. Det kan man så lægge oveni de 68 millimeter regn, der allerede er faldet på landsplan i maj i år. Maj 2021 kan måske blive den næstvådeste maj, vi har registreret herhjemme.

Fredag med regn, blæst og byger

Oven på en ganske pæn torsdag vender det ustadige vejr tilbage allerede fredag. Der kommer mange byger, især i Jylland, hvor der kan falde over 10 millimeter regn. Der kan måske også komme tordenbyger.

Termometrene vil nå op mellem 10 og 16 grader, og søndenvinden bliver let til frisk.

Pinselørdag med regn og blæst

Lørdag ventes at give nogenlunde de samme regnmængder som fredag, men med mere blæst, så vejret vil føles en tand dårligere. Som det fremgår af nedenstående vejrkort, ligger den rigtige forårsvarme langt fra Danmark.

Pinsedag med 15 millimeter i Vestjylland og næsten tørt i sydøst

Pinsedag vil lavtrykkets fronter give regn i længere perioder i store dele af Danmark. Lavtrykket løber igennem Skagerrak og Kattegat under en vis svækkelse. Det betyder, at det måske kan holde næsten helt tørt i sydøst, mens man kan forvente 5 til 15 millimeter regn i den nordlige og vestlige del af Jylland.

2. pinsedag med nye fronter fra vest

Selvom det klarer pænt op sidst på søndagen, venter der nye fronter allerede mandag morgen. Et lavtryk nær Storbritannien vil sende først en varmfront og dernæst en koldfront til Danmark.

Det vil derfor regne en stor del af dagen, men ligesom pinsedag ventes det at klare op sidst på dagen.