Vejr

Varmere vejr på vej - temperaturen kan nå 20 grader på søndag

Vi skal dog først igennem fire dage, hvor dagtemperaturerne fortsat vil befinde sig på cirka 10 grader om dagen.

Mens forårsvejret lader meget tilbage at ønske tirsdag, hvor et lavtryk giver regn, blæst og beherskede temperaturer, så er der udsigt til betydeligt varmere vejr fra sidst på ugen.

I ugens løb vil vinden efterhånden dreje mod syd og sydvest, hvilket bringer markant varmere luft nordpå - i retning af Danmark. Det får vi at mærke søndag, hvor temperaturerne kan stige til 20 grader.

Femdøgnsskema fra TV 2 VEJRET udsendt 4. maj 2021. Fra søndag bliver det markant varmere.

Vi skal dog først igennem fire dage, hvor dagtemperaturerne fortsat vil befinde sig på cirka 10 grader om dagen, og til at starte med vil vejret desuden være særdeles vådt og blæsende.

Søndag kan blive årets hidtil varmeste dag

Det markante vejrskifte vil vi opleve søndag, hvor det er helt anderledes varm luft, der strømmer op til Danmark fra syd og sydvest.

Selvom dagen kan starte med regn flere steder, og der kan komme byger i dagens løb, vil solen efterhånden også komme frem i dagens løb. Med dens opvarmende hjælp og en meget varmere luftmasse over Danmark vil temperaturen i eftermiddagstimerne kunne stige til mellem 19 og 21 grader, hvor det bliver varmest.

Forventede maksimumtemperaturer søndag eftermiddag. Vi kan få årets hidtil varmeste dag med op til 20-21 grader.

Når temperaturen over 20,1 grader, vil det blive årets hidtil varmeste dag i Danmark. Det var netop den temperatur, der blev målt i Sydjylland 31. marts, som fortsat er den hidtil højeste målt i år.

Flere prognoser viser også, at varmen kan fortsætte i begyndelsen af næste uge.