Vejr

Fortsat regn og rusk over Danmark

Det kommende døgn vil det fortsat være både vådt og blæsende.

Et lavtryk har for alvor ændret vejret i Danmark, og det er langt fra ovre endnu. Det kommende døgns tid byder snarere på efterårs- end forårsvejr.

Hvor vådt det kommende døgn bliver, afhænger meget af, hvor du befinder dig i landet.

Enkelte steder i landet vil formentlig opleve to døgn med nærmest uafbrudt regn.

Frem til torsdag kan der nogle steder være faldet over 40 millimeter nogle steder i forbindelse med lavtrykket. Det skal her bemærkes, at den normale nedbør for hele maj ligger på 47,3 millimeter.

Nogle steder er der allerede faldet over 15 millimeter ind til nu.

Mens lavtrykket fortsætter hen over Danmark, vil vinden tage til. Det vil give op til kuling i dele af landet med vindstød nær stormstyrke. Ved Møn og Bornholm kan det endda komme over.

Samtidig vil temperaturerne være relativt beherskede. Temperaturen vil næppe snige sig over de ti grader, og da det stadig vil være regn og rusk mange steder, er der ikke ligefrem tale om udevejr.

Følg regnen på TV 2's radar

Husk, du kan altid følge regnen på vejr.tv2.dk eller vores app. Vores radar viser, hvordan regnen bevæger sig, og hvor den er på vej hen. 

Følg regnen her

Lavtrykspassagen begyndte tirsdag og varer hen over onsdag, men efterårsvejret slutter først for alvor på søndag, men så sker det også med et brag.

På søndag kan temperaturen snige sig helt op på 20 sommerlige grader.

Lavtrykket er ikke en tropisk orkan, men princippet er det samme. Her ses det, der svarer til "orkanens øje" hen over Jylland. Bemærk den kraftigste vind ligger mod sydøst.

Lufttrykket befinder sig helt nede på 984 hektopascal, og hvis det falder bare tre hektopascal yderligere, vil det være det laveste i Danmark i 123 år. Der er dermed tale et usædvanlig kraftigt lavtryk for årstiden, og det passerer lige hen over Danmark.

Lavtrykkets kurs hen over landet er dog også til vores store held, da lavtryk normalt har de allerkraftigste vinde på den sydøstlige side.

Dermed er det også Tyskland, der har fået det værste uvejr ud af lavtrykket. De tyske meteorologer har sågar givet lavtrykket et navn. Syd for grænsen er det kendt som Sturmtief Eugen.