Vejr

Foråret bliver en overgang til efterår i den nye uge

Nogle steder kan der i næste uge falde mere nedbør, end der gjorde i hele april.

Tørken lider et foreløbigt nederlag, når vejret i den kommende uge bliver til efterår. Et større regnvejr skal i løbet af tirsdag og onsdag passere landet med over 20 millimeter regn mange steder.

Hent TV 2 VEJRETs app

TV 2 VEJRETs app giver dig konstant et opdateret overblik. Du kan hente den her. Linket virker både til android og iPhone.

HENT APP'EN HER

Temperaturen vil i ugens første fem dage ikke komme meget over 11 grader, hvilket er koldere end den daglige maksimumtemperatur i efterårsmåneden oktober.

Samtidig bliver det også blæsende med vindstød op til stormende kuling onsdag.

5-døgnsprognosen fra 3. maj til 7. maj.

Mandag med gode chancer for sol

Ugens første dag starter med spredte byger mod øst, der i formiddagstimerne drager til Sverige. Herefter er det kun lokale byger, der kan dannes over Danmark.

Ellers bliver det en dag med god plads til solen over hele landet. Med 8 til 11 grader bliver det en kølig forårsdag.

Vinden bliver jævn fra vestlig retning, hvor den i eftermiddagstimerne drejer om i sydvest.

Prognose mandag klokken 12.30. Enkelte lokale byger.

To våde døgn

Et større lavtryk fra vest begynder natten til tirsdag at nærme sig Danmark. Tirsdag morgen vil store dele af landet dermed vågne op til regn, mens Bornholm følger trop op ad formiddagen.

Det bliver begyndelsen på et tirsdagsdøgn, hvor regn det meste af tiden vil stå ned i stænger og fugte den tørre jord.

Skal man udendørs, vil det derfor være en god idé at huske sit regntøj, da der i løbet af tirsdagen kan falde mellem 10 og 15 millimeter regn til stort set hele landet.

Prognose tirsdag klokken 08.00. Et større lavtrykssystem fra vest sørger for at give Danmark to våde døgn.

Onsdag er lavtrykket trukket østover til Sverige, men i et bånd fra Skåne ned over Sjælland, Fyn og Sønderjylland kan onsdag fortsat blive en våd fornøjelse. Her kan der falde yderligere 10 til 12 millimeter regn.

Resten af landet vil primært opleve byger, der kan kaste omkring 5 millimeter regn af sig.

Prognose onsdag klokken 12.00. Lavtrykket huserer stadigvæk tæt på Danmark og giver fortsat regn og blæst.

Tirsdag aften begynder det at blæse op. Dermed kan onsdag byde på en regulær efterårsdag især i den sydlige del af landet, der både kan blive blæsende, regnfuld og decideret råkold med temperaturer omkring 9 grader.

Prognoser viser, at der i middelvinden kan blæse en stiv kuling i den sydlige del af landet, mens vindstødene kan nå stormende kuling.

Onsdag bliver blæsende med vindstød af stormende kuling.

Sammenlagt kan der inden onsdagen er omme være faldet op til 30 millimeter regn i den sydlige del af landet, mens der i resten af landet kan være faldet mellem 18 og 24 millimeter regn. Bornholm bliver det tørreste sted med omkring 10 millimeter.

Akkumuleret nedbør onsdag klokken 23.00.

Bygevejr torsdag og fredag

Efter et par våde døgn bliver det lidt mere stilfærdigt torsdag og fredag, hvor det mest af alt ligner to dage med byger over det danske forårsland.

Temperaturen fortsætter dog efterårskursen med dagstemperaturer på omkring 10 graders varme.

Frem mod næste weekend er der stor usikkerhed om udfaldet. Nogle prognoser viser, at efterårsvejret fortsætter, mens andre viser tendenser til forårsvarme.