Vejr

Kæmpe hagl forvolder store skader i USA

Hagl på størrelse med golfbolde har ødelagt både biler og huse i de amerikanske delstater Texas og Oklahoma.

Natten til torsdag har en række kraftige uvejr hærget i fire amerikanske delstater: Texas, Oklahoma, Missouri og Arkansas. Specielt er det gået hårdt ud over en rækker byer i de to førstnævnte stater.

Det beretter det amerikanske vejrbureau, The Weather Channel.

Hagl på størrelse med golfbolde har udrettet enorme skader på bygninger og biler. I billedet herunder er vist et af kæmpehaglene, der her har en størrelse på fem centimeter.

Til sammenligning er en normal golfbold lidt mere end fire centimeter i diameter.

De kraftige uvejr kommer fra et stort frontsystem, der har løbet på tværs af USA.

Langs denne linje har der mellem forskellige luftmasser været gunstige betingelser for dannelsen af lavtrykssystemer, der under udvikling har skabt stor ravage langs båndet af nedbør.

De samme uvejr har de seneste dage også forårsaget tornadoer og oversvømmelser.

Mange ødelæggelser

De mange hagl har givet en række større byer skader for flere millioner dollars.

I byen Norman syd for Oklahoma City har Kyle Smith lagt følgende video op på Twitter, der viser hvor intens haglvejret var på disse kanter.

De mange hagl har medført skader på mange biler. Her er det Clayton Cummins, der har dokumenteret skader på en række bilruder ved en brugtvognsforhandler i Norman.

En vejrentusiast fra byen Forth Worth i Texas har fanget denne video, hvor kæmpe hagl plasker ned i en swimmingpool.

Lidt længere syd på i byen Sabinal, vest for San Antonio, kunne der berettes om et hagl, der var ligeglad med tagkonstruktioner og andre barrierer. Haglet strøg direkte igennem loftet og landede som en ubuden gæst inde i huset.

I weekenden kan vi i Danmark også opleve hagl, da der forventes kraftige byger. Haglene vil dog ikke blive i samme omfang som i ovenstående tilfælde, men derimod blive ganske harmløse.