Vejr

April har budt på meget tørt vejr – her er de tørreste steder i Danmark

Enkelte steder har man blot fået lidt over fem millimeter regn på 28 dage.

April ender betydeligt koldere end normalt – måske som den koldeste i 35 år. Men også på mængden af nedbør skiller måneden sig ud fra normalen.

Til og med tirsdag er der på landsplan blot faldet 18,7 millimeter nedbør siden aprils begyndelse.

Det er lidt under halvdelen af den normale nedbørmængde, der kan forventes i løbet af en hel april måned i henhold til den splinternye danske klimanormal, som refererer til gennemsnitsværdier beregnet for 30-års perioden 1991 til 2020.

I en 'normal' april måned kan der således forventes 38,5 millimeter nedbør, hvilket gør april til den tørreste måned i Danmark i gennemsnit.

Enkelte steder er der faldet under ti millimeter nedbør

Bag de ret tørre tal gemmer der sig ganske store lokale variationer på tværs af landet.

De største mængder nedbør er faldet i den vestlige del af Danmark, hvor der i Nørre Snede i Midtjylland er registreret 30,2 millimeter nedbør af DMI's automatiske nedbørmåler.

Derimod er der faldet markant mindre nedbør i Storebæltsregionen, hvor nedbørmængderne for april ligger på omkring ti millimeter.

Der er dog et område i Danmark, hvor man generelt har fået endnu mindre nedbør. På Bornholm er der i både Neksø og ved Hammerodde faldet under ti millimeter nedbør, og den knastørre førsteplads går netop til Hammerodde, hvor der fra 1. april og indtil onsdag middag blot er faldet 5,1 millimeter i alt.

De sidste dage af måneden vil der komme udbredt regn over den sydøstlige del af Danmark – noget de tørre danske jorde har brug for.

Herefter følger Neksø, hvor der i samme periode er faldet 6,3 millimeter.

I modsætning dertil er der faldet mere end det dobbelte i Østerlars midt på klippeøen, hvor der er målt 13,9 millimeter i løbet af april.

Regnvejr torsdag-fredag kan vende op og ned på de tørre tal

Selvom der blot er to dage tilbage af april 2021, så kan de knastørre nedbørtal for april ende med at se markant anderledes ud, når kalenderen viser 1. maj, og nedbøren i april skal gøres op.

Et lavtryk, der dannes over den centrale del af Europa, vil i løbet af de næste to døgn bevæge sig op mod Danmark fra syd.

I den forbindelse vil det tilhørende nedbørområde give dele af landet et udbredt og langvarigt regnvejr.

Samlede nedbørmængder frem til store bededag klokken 6 om morgenen. Lokalt kan der falde op mod 25 millimeter regn i den sydøstlige del af Danmark.

De største mængder regn vil falde over den sydøstlige del af Danmark, hvor prognoser viser, at der i alt kan falde mellem 15 og 25 millimeter regn, hvor der kommer mest.

Det betyder, at man på Bornholm, når april rinder ud, kan ende med at have fået 20 til 30 millimeter regn, og dermed kan ende som et af de vådeste steder i Danmark. Det til trods for at de mindste nedbørmængder i øjeblikket netop findes på Bornholm.

De seneste par år har april budt på meget lidt nedbør. Sidste år faldt der 23,3 millimeter nedbør på landsplan, mens der i 2019 blot kom 14,5 millimeter. De tørreste april måneder i dansk vejrhistorie fik vi i 1893 og 1974, hvor der i alt blot faldt tre millimeter regn.