Vejr

Ugen bliver efterhånden mere ustadig

Det solrige vejr de seneste dage bliver nu afløst af mere ustadigt vejr med regn og skyer.

En ny uge er startet, hvor mange kan se frem mod en forlænget weekend. Fredag er nemlig store bededag, og i mange hjem vil duften af nybagte hveder sprede sig.

Det er dog endnu usikkert, om man kan tage hvederne med på skovtur, eller om de skal nydes indendørs i ly for regnvejr.

Et lavtryk skal i løbet af ugen syd om landet, hvilket kan kaste en del regn af sig i de sydlige egne.

Solrig start på tirsdagen

Inden vi kan skrive store bededag, skal vi igennem et par dage, der mest af alt bliver højtrykspræget. Især tirsdag vil starte med flot og solrigt vejr, der kommer på bagkant af endnu en nat med frost.

Således vil natten til tirsdag give klart og roligt vejr, der vil få termometret til at nærme sig 5 frostgrader. Dermed bliver natten til tirsdag den 23. nat i denne april, hvor der vil blive registreret nattefrost.

I takt med, at Solen kommer højere på himlen, så vil temperaturen ret hurtigt stige til omkring 8 til 10 graders varme inden middag. Med ret svage vindforhold vil det blive en behagelig start på tirsdagen.

Prognose tirsdag klokken 10:00. Solrigt i hele landet.

I eftermiddagstimerne vil højtliggende skyer i form af cirrus-skyer begynde at drive ind over landet fra sydvest og give et mere sløret solskin.

Prognose tirsdag klokken 14:00. I løbet af eftermiddagen vil flere skyer domniere himlen.

Der er igen gunstige betingelser for, at de blomkålslignende cumulus-skyer vil kunne blomstre op i løbet af eftermiddagen og måske give en enkelt byge.

Temperaturmæssigt bliver det mellem 10 og 12 graders varme og fortsat svage vindforhold.

Onsdag med byger

Højtrykket, der gav solskin til det meste af landet tirsdag, begynder efterhånden at blive skubbet væk. Resultatet er en onsdag med flere skyer på himlen fra morgenstunden og i løbet af dagen med byger.

Vinden vil være svag til jævn fra øst og sydøst, mens temperaturen vil minde om tirsdagen med 10 til 12 graders varme.

Prognose onsdag klokken 12:00. Højtrykspræget med enkelte byger.

Store bededag kan starte med byger eller et regulært regnvejr

Frem mod den forlænget weekend bliver situationen noget mere usikkert. Et er dog sikkert, og det er, at et lavtryk fra syd presser højtryksvejret mod nordøst og åbner op for mere ustadigt vejr.

Derefter afhænger udviklingen af lavtrykkets bane.

I nedenstående prognose fra det europæiske regnecenter ECMWF trækker lavtrykket langt nok nordpå til at kunne give et regulært regnvejr til den sydlige del af landet torsdag aften.

Prognose torsdag klokken 15:00. Lavtryk sydfra truer med regn.

Den akkumuleret mængde regn fra ECMWF er over 20 millimeter regn fra torsdag aften til fredag middag i de sydlige og østlige egne, hvilket uden tvivl vil blive hilst velkommen af den efterhånden tørstige natur.

Tager man derimod et kig på det amerikanske regnecenter GFS, så har deres prognoser, at regnvejret bliver syd om landet.

Her tager lavtrykket altså en mere sydøstlig bane og vil blot give byger i løbet af torsdag og store bededag.

Forskellen er vist i nedenstående prognosekort, hvor regnen fra ECMWF er vist med blåt, mens regnen fra GFS er vist med grønt.

Prognose viser regn fra både ECMWF og GFS torsdag klokken 20:00. Der er endnu en usikkerhed i forhold til mængden af regn torsdag og fredag.

I forbindelse med at lavtrykket nærmer sig Danmark torsdag, så vil vinden tiltage til en frisk vind fra øst.

Ugen slutter med byger

Lørdag skifter kalenderen til maj, hvilket dog ikke er ensbetydende med forårsfornemmelser, da det kølige og ustadige forårsvejr blot fortsætter.

Spredte byger, 9 til 11 graders 'varme' og fortsat risiko for nattefrost bliver starten på den sidste forårsmåned i 2021.

Dermed er der lige nu lange udsigter til forårsvarmen.

5-døgnsprognosen fra 27. april til 1. maj.