Vejr

Usædvanligt højt antal nætter med frost i april – vi nærmer os rekord             

April 2021 kan ende med 26 frostnætter.

Synes man, at forårsvejret lader noget tilbage at ønske, så er man slet ikke galt på den.

April er lige nu på vej til at blive den koldeste af sin slags i 35 år, og så sent som natten til søndag oplevede vi med minus 5,9 grader den laveste temperatur for årstiden i 30 år.

Samlet set har denne april budt på 21 nætter, hvor der har været frost mindst ét sted i Danmark.

Det er et usædvanligt højt antal, og med udsigt til nattefrost et eller flere steder i landet de sidste fem nætter af måneden, kan tallet ende med at være hele 26 nætter, der har budt på frost.

Sker det – og kommer tallet ’blot’ over 23 – så har vi kun én gang tidligere, siden 1873, hvor målingerne begyndte, oplevet en april, der har budt på flere frostnætter.

Det var helt tilbage i 1881, hvor der blev registreret frost ved mindst én lokalitet i 28 ud af månedens 30 nætter.

Derefter følger en række år, hvor der var nattefrost mindst 23 gange i månedens løb.

Nætter med frost og frostdøgn – forvirret?

At antallet af nætter med frost i april er helt usædvanligt stort i år, siger dog intet om, hvor udbredt frosten har været.

Ved flere af nætterne i indeværende april, er der kun målt frost ved en enkelt station eller to. Tager man derimod også højde for, hvor udbredt frosten har været i landet, så er tallet for april noget lavere. Til og med fredag var antallet af såkaldte frostdøgn på 6,1, og formentligt er vi på omkring syv med søndag inkluderet.

Det, der har været kendetegnende for frosten i april i år, er, at den har været hyppig, men i reglen ret lokal - og det er her, at forskellen mellem nætter med frost og frostdøgn kommer i spil.

Antallet af frostdøgn bliver stort, hvis der er frost i mange nætter, og hvis frosten er udbredt.

Formentligt ender april i år med tæt på ti frostdøgn, hvilket er tæt på antallet af frostdøgn i april 2013, der bød på 9,9. Til gengæld var der dengang ’kun’ 16 nætter, hvor der blev målt frost. Det skyldtes, at frosten i april for otte år siden var meget udbredt den første halvdel af måneden, hvorefter det blev varmere.

Det for årstiden kolde vejr ser ud til at forsætte resten af måneden og i begyndelsen af maj.