Vejr

Så ekstremt er vejret på Mars

En vigtig del af udforskningen af Mars er ren meteorologi.

Selvom det ser fredeligt ud på de billeder af Mars, der er kommet hjem under den seneste Marsekspedition, vil de fleste nok betakke sig for en tur udenfor.

Ud over radioaktivitet, et nærmest bizart lavt lufttryk og ingen ilt er der også bidende koldt.

Men som noget nyt kan du nu følge vejret på vores naboplanet. De seneste målinger kan ses på NASA's hjemmeside.

Og selvom du måske ikke lige kommer en tur forbi Mars inden for den nærmeste fremtid, kan det være interessant at se, hvor vildt vejret egentlig er på den røde planet.

Marsbilen Perseverance måler løbende vejret fra dens position i krateret Jezero på Mars’ nordlige halvkugle.

Her er det i øvrigt midt i foråret ligesom på vores del af kloden.

Krateret ligger i den region af planeten, der hedder Isidis Planitia.

Sådan ser vejret ud på Mars. Relativt jævnt hen over ugen, men meget koldt - set med en jordbos øjne.

Vejrmålingerne kommer med en vis forsinkelse, og seneste måling viser, at vejret har været relativt stabilt hen over ugen.

Tirsdag var der fra imponerende minus 81,7 graders kulde om natten og op til minus 22,2 grader i løbet af dagen.

Nattetemperaturen vil man umiddelbart tænke uden for det jordisk mulige, men faktisk er det lidt varmere end den koldeste temperatur nogensinde målt på Jorden.

21. juli 1983 målte Sovjetunionen minus 89,2 grader på Sydpolen.

Selvom de målte nattetemperaturer på Mars er skræmmende, har det faktisk været koldere på Sydpolen her på Jorden.

Det atmosfæriske tryk er nede på 751,7 pascal, hvilket er under én procent af lufttrykket på Jorden.

Om sommeren kan temperaturen på Mars nå helt op omkring behagelige 20 grader.

De forskellige oplysninger om vejret indsamles af vejrstationen MEDA, der vejer omkring 5,5 kilo. MEDA står for Mars Environmental Dynamics Analyser.

Et af formålene med MEDA er at kunne lave vejrudsigter for Mars, ligesom der kan laves ret præcise vejrudsigter for Jorden. Dette kræver indsamling af data.

Rejsen til den røde planet blev indledt 30. juli sidste år.

Vejrudsigterne skal gøre det mere sikkert at sende astronauter til Mars.

Et andet vigtigt formål med MEDA er at holde øje med, hvordan vejrforholdene påvirker selve Marsbilen.

Det er værdifuldt i forhold til kommende ekspeditioner til vores naboplanet.