Vejr

Video viser voldsom lavine i Frankrig

Torsdag eftermiddag udløste en isblok en kraftig lavine. Heldigvis er ingen kommet til skade.

En spektakulær lavine blev torsdag eftermiddag filmet i Mont Blanc-massivet i Alperne i Frankrig.

Meldingerne går på, at en isblok ved Taconnaz-gletsjeren i 4300 meters højde startede lavinen ved bjerget Dôme du Goûter, der ligger på grænsen mellem Frankrig og Italien.

Dôme du Goûter er blandt andet hjemsted for skiruten Grands Mulets, der under normale omstændigheder er en af de mest populære skiruter på Europas højeste bjerg, Mont Blanc.

Lavinen lavede et fald ned til 1100 meters højde, hvor den blev blokeret ved indgangen til Chamonix dalen.

Flere kunne på afstand observere et imponerende skue af massevis af sne, der som en støvsky spredte sig ned ad bjergsiden.

Det franske meteorologiske institut Météo-France har delt en video på Twitter, der med tydelighed viser, hvor store kræfter, der var på spil.

Heldigvis er der ingen meldinger om tilskadekomne.

Sådan opstår laviner

En lavine opstår ved, at sne begynder at skride. Typisk sker det ved bjerghældninger på mere end 25 grader.

Årsagen kan både være vind, sol, rim og bjergkrumning, som der bliver forklaret i denne video.

Udløsningen sker, når det skrå underlag ikke kan bære den tunge sne. Underlaget kunne være gammelt sne, der med tiden er blevet iset.

Når nyfalden sne lander på det gamle sne, er der dermed risiko for, at det kan sætte en lavine i gang.

En udløsende faktor kunne være en skiløber eller som i dette tilfælde en nedfalden isblok. Det kan sætte den nyfaldne sne i bevægelse, hvilket kan få lavinen til at rulle.

Laviner kan opnå hastigheder på over 300 kilometer i timen.

Ifølge Météo-France er der forsat en lille risiko for laviner. Dermed er der påbud om at være forsigtig, hvis man opholder sig i Alperne.

Météo-France melder om forsat risiko for lavinefare i Alperne