Vejr

Her blev søndag den koldeste dag så sent på foråret i 29 år

Flere steder i den nordlige halvdel af Jylland nåede temperaturen søndag ikke over to til fire grader.

Søndag bød mange steder i Danmark på vinterligt vejr med slud og tøsne. Særlig koldt var det i den nordlige halvdel af Jylland, hvor man dagen igennem oplevede temperaturer, der blot steg til få graders varme - som det højeste.

Så lave maksimumtemperaturer er ikke hverdagskost 11 dage inde i april, og gransker man tallene grundigt, viser det sig også, at der går adskillige år imellem, at vi oplever så lave temperaturer så sent på foråret.

Den laveste maksimumtemperatur søndag blev målt i Aars i Himmerland, hvor temperaturen på intet tidspunkt nåede højere end 1,9 grader.

Så lav en lokal maksimumtemperatur så sent på foråret (11. april og frem) er ikke målt noget sted i Danmark siden 1996.

I Thy havde man den koldeste dag så sent på foråret i 29 år

Da DMI i 1872 blev grundlagt, overtog instituttet et antal vejrstationer, som kunne bruges til at indsamle data om det danske klima. Andre nye stationer blev etableret af Meteorologisk Institut, så man kunne udvide antallet af vejrobservationer.

En af de stationer er Vestervig i Thy, som begyndte at måle luftens temperatur 1. juni 1873. Derfor er der nu snart foretaget daglige målinger i 148 år, hvilket giver et unikt indblik i vejret på de kanter i halvandet århundrede.

Det kolde vejr søndag bød også på snevejr flere steder i Danmark.

Den højeste dagtemperatur søndag blev blot 3,0 grader i Vestervig, og et kig i de gamle temperaturmålinger viser, at søndagens temperatur var usædvanlig lav så sent på foråret - og den laveste i 29 år. Dengang blev der 15. april målt en maksimumtemperatur på 2,9 grader.

Store kontraster på tværs af landet

Søndagens regn- og snevejr skyldtes et lavtryk, der blev dannet på grænsen mellem kold luft mod nord og vest, og sommervarm luft mod syd og øst.

Søndag eftermiddag befandt den nordvestlige del af Danmark sig i den kolde luftmasse, mens den betydeligt varmere luftmasse strejfede den sydøstlige del af landet. Derfor steg temperaturen til 11,2 grader i Rønne på Bornholm, mens man som nævnt blot oplevede to-tre graders varme som det højeste i dele af Jylland.

Den lunere luft over den sydøstlige del af landet gjorde også, at middeltemperaturen søndag 'kun' var den laveste så sent på foråret i to år.