Vejr

Torsdagen starter solrigt, men det kan blive en kort fornøjelse

Regnen vil i løbet af aftenen sprede sig til hele landet.

Mange er stået op til nogen eller en del sol torsdag morgen.

Skal man ud at cykle fra morgenstunden, vil det dog være en god ide at huske handskerne, da temperaturen kun er lige over frysepunktet. Vinden vil få det til at føles som frostgrader.

Prognose torsdag klokken 8:00. Nogen eller en del sol fra morgenstunden.

Skyer fra vest

I Jylland vil den blå himmel kun være en kort fornøjelse. Allerede i løbet af formiddagen trækker skyer ind fra vest. Det er et frontsystem ude i Nordsøen, der sørger for at give skyet vejr i formiddagstimerne i vest.

Ved middagstid er skyerne også nået til Fyn, mens der øst for Storebælt fortsat vil være nogen eller en del sol.

I takt med at dagen skrider frem, så vil vinden friske op til en frisk vind fra vest. Ved vestkysten vil det blæse op til en hård vind.

Prognose torsdag klokken 12:00. Efterhånden mest skyet. Lidt sol i øst, forsat solrigt på Bornholm.

I eftermiddagens løb vil skyerne også dominere i øst. Dermed vil det være en grå affære, vi går i møde i eftermiddag. Kun Bornholm vil stadig kunne nyde Solens stråler.

Temperaturen vil nå op mellem 5 og 7 graders varme, men den friske vind vil få det til at føles noget køligere - kun omkring et par graders varme.

Den følte temperatur torsdag eftermiddag. Kun et par graders varme.

Sidst på eftermiddagen vil den varmfront, der har sørget for skyerne, begynde at gå i land. Resultatet er, at store dele af Jylland vil få regn først på aftenen.

Prognose torsdag klokken 16:00. Mest skyet, men med lidt sol på Bornholm og lidt regn i vest.

I løbet af aftenen og natten vil nedbøren blive mere udbredt til resten af landet.

Følg regnen på TV 2's radar

Husk, du kan altid følge regnen på vejr.tv2.dk eller vores app. Vores radar viser, hvordan regnen bevæger sig, og hvor den er på vej hen. 

Følg regnen her