Vejr

Forårsvarmen kommer tæt på Danmark, men det ender med slud eller sne

Det kolde vejr fortsætter ind i weekenden, men under 500 kilometer fra Danmark befinder forårsvarmen sig.

Foråret lader vente på sig. Men det er ikke langt væk rent geografisk. I løbet af weekenden kommer det nemlig relativt tæt på Danmarks grænser.

Det betyder, at vi kommer til at ligge på grænsen til varm luft mod sydøst og kold luft mod nordvest, og det er en medvirkende årsag til, at der er stor usikkerhed forbundet med især søndagens vejr.

Få kilometer kan nemlig afgøre om det bliver regn, slud eller sne, vi slutter ugen af med.

Fredag med frontvejr og blæst

Inden vi får weekendens vejr at føle, så skal fredagens vejr overstås. Det bliver med en frontpassage, der tager sin begyndelse allerede den kommende nat.

TV 2 VEJRET's app

Husk, at du kan se aktuelt radarbillede i TV 2 VEJRET's vejrapp, som du kan hente til iOs, iPad og iPhone i App Store samt til Android Smartphone og tablet i Play Store.

Dermed vil de fleste stå op til regn fredag morgen. I løbet af dagen skal fronten mod sydøst, og det vil give en opklaring i den nordvestlige del af landet inden middag.

Prognose fredag klokken 14:00. Fronten ligger som et bånd af regn mod sydøst fredag eftermiddag.

I eftermiddagstimerne vil opklaringen efterhånden brede sig til resten af landet, og temperaturen kan nå op mellem 6 og 8 graders varme. På Bornholm vil fronten hænge lidt længere tid og give skyet vejr det meste af dagen.

Fredag bliver en blæsende omgang med en middelvind, der kan nå stiv kuling langs kysterne og måske vindstød af stormstyrke i Skagerrak.

Weekenden starter solrigt

Opklaringen fredag giver en solrig start på weekenden. Lørdag lægger nemlig ud med blå himmel og masser af sol. I løbet af dagen vil der kunne dannes skyer inde over land.

Termometret kan nå op mellem 6 og 8 graders varme - det temperaturleje, vi har været vant til i april indtil nu.

En aftagende vind i forhold til fredag kan få lørdagen til at føles forårsagtig.

Usikkert søndagsvejr

I det store perspektiv er søndagsvejret sikkert. Et lavtryk kommer op fra sydvest med nedbør. Men så hører det sikre også op.

Nogle prognoser viser, at det bliver mest regn eller slud. Andre prognoser viser, at lavtrykket kan give flere centimeter sne.

Alt sammen afhænger af få kilometer set i forhold til, hvilken bane lavtrykket tager og fronternes placering.

Prognose søndag klokken 12:00. Endnu er det usikkert, hvilken nedbørstype det bliver.

Samtidig viser et temperaturkort for Europa, at forårsvarmen kommer ganske tæt på Danmark søndag.

Under 500 kilometer væk i Tysklands hovedstad Berlin vil der søndag være op til 18 graders varme. Herhjemme må vi nøjes med mere vinterlige temperaturer omkring 5 grader.

Temperaturer i Europa søndag eftermiddag. Forårsvarmen er under 500 kilometer fra Danmark.

Tættere på kommer varmen ikke i denne omgang. Næste uge fortsætter det kølige forårsvejr med risiko for vinterlige byger og nattefrost.

5-døgnsprognosen fra 9. april til 13. april.