Vejr

Bål i vinmarkerne skal redde årets første druer

Franske vinbønder tænder ild mellem vinstokkene i kamp mod den snigende nattefrost.

Det er ikke bare i Danmark, at april har hentet vintervejret ind fra nord. Langt ned i Europa døjer man med kulde og ikke mindst nattefrost, der kan true afgrøderne.

I Frankrig har det kolde aprilvejr fået vinbønder til at tænde bål blandt vinstokkene for at holde kulden væk fra de skrøbelige dråber.

Billederne i denne artikel stammer blandt andet fra Vouvray i Touraine midt i Frankrig.

Ved svag nattefrost er det kun de allernederste meter af luften, der bliver frostkold.

Ilden skaber cirkulation i luften nede blandt druerne, så de ikke fryser i den stillestående luft.

Dermed er bålenes funktion ikke så meget den direkte varme fra ilden, men i højere grad at ilden hjælper med at trække varmere luft ned fra oven.

Da kold luft er tungere end varm, bruger man på visse udsatte skråninger også at plante vinstokkene i rækker op og ned ad hældningen frem for på langs.

Når planterne står på den led, vil kulden i mindre grad blive fanget i rækkerne, hvis der kommer frost.

Vinplanterne kan egentlig godt tåle kulden, men pludselig frost kan skade de første spæde skud til de kommende druer.

Frosten kan gøre skuddene brune og få dem til at falde af.

Typisk vil dette ramme de første knopskydninger, hvorefter der vil komme flere skud senere.

For vinbonden er frosten ensbetydende med et reduceret udbytte, og dermed er det værd at bruge nogle nattetimer på at redde så mange skud som muligt.