Vejr

Vejret føles som efterår påskesøndag og vinterligt 2. påskedag – men det er ikke usædvanligt

April er kendt som måneden med alle årstider, og igen i år er vejret meget foranderligt.

Den sidste dag i marts nåede vi over 20 grader, men siden er det blevet koldere, og 2. påskedag har vinterligt vejr på programmet. Påskemandag byder på vinterlige byger og beskedne 2 til 6 grader. Kuldeindekset er under 0, så det føles meget vinterligt.

Prognose mandag klokken 15. Byger med slud, tøsne og hagl.
Kuldeindeks påskemandag eftermiddag. Kuldeindeks er et udtryk for, hvordan vind og temperatur føles på huden.

Derfor varierer vejret så meget i april

April har så store udsving, fordi opvarmningen fra solen tager til – ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Når vi får luften fra syd, så kan der komme sommervejr til Danmark med over 25 grader.

Temperaturer 19. april 2018.

Sidst vi oplevede meteorologiske sommerdage i april var i 2018.

Endnu koldt i Nordeuropa

Selvom solen er stærk i Sydeuropa, så er der endnu ikke meget varme at hente på de nordligste breddegrader. Her gemmer vinterluften sig, og en koldfront fra nord kan føre til vintervejr i Danmark.

Vejrkort påskemandag 5. april 2021. En koldfront fra nord har passeret, og vinterluft trænger ned over Danmark.

En sådan koldfront vil natten til 2. påskedag bevæge sig ned gennem Danmark, og derfor bliver vejret vinterligt. Sandsynligheden for vintervejr er naturligvis størst i begyndelsen af måneden og sommervejr størst i slutningen af måneden.

Aprilsvejr er ikke til at stole på, hver dag hun tager en ny kjole på

Det foranderlige vejr i april er så velkendt, at der er mundheld, som beskriver det. Der er flere varianter af følgende mundheld. Det korte lyder "aprilsvejr er ikke til at stole på", og det mest velkendte lyder, at "aprilsvejr er ikke til at stole på, hver dag hun tager en ny kjole på".

Arkivfoto fra 1. april 2018 i Marielyst på Falster. Dagen bød på en mindre snestorm. En uge senere blev der målt 21,9 grader i Karup Vestjylland.

April glemte at "stå i kø" og fik vejr fra alle årstider

Der er også andre forklaringer på, hvorfor aprilsvejr er så mangfoldigt – sådan går en fortælling i hvert fald.

Da månederne i sin tid skulle tildeles hver deres vejr, stod de alle pænt i kø med undtagelse af april.

Påskelørdag og forårsvejr ved Remstrup Å, Silkeborg, 3. april 2021.

Januar fik klar frost og sne. Februar fik lige så meget frost og sne, men også lidt mere sol. Marts, en forårsmåned, fik kun en smule sne, lidt slud og regn. Nu var det aprils tur, men hun var så glad, at hun dansede rundt og helt glemte at stå i kø.

Blæst og skumsrøjt ved Thisted påskelørdag. Stærk blæst betegnes ofte som efterårsvejr.

Derfor fik maj, juni og resten af månederne hver deres vejr, og til sidst var der ikke var mere vejr tilbage.

Påskelørdag 2018 faldt 1. april. Ryslinge på Fyn.

April kom for sent, og hun blev ked af det og helt ulykkelig. De andre måneder syntes, det var synd for april, for hun var normalt så glad og livsbekræftende. De elleve andre måneder valgte derfor at give hende noget af deres vejr hver især. April fik lidt frost, lidt sne, lidt slud, hagl, sommerdage og blæst. Derfor er aprilsvejr, som det er. Alle årstider er samlet i en måned.

Prognoser enige om kold periode, men herefter bliver det varmere

Den kommende uge ser generelt kold ud, og herefter bliver det antageligt lunere. Måske venter der sommerdage senere på måneden?

Femdøgnsskema fra 5. til 9. april 2021.