Vejr

Slut med lunt forårsvejr - skærtorsdag starter gråt og køligt

En flot opklaring vil dog gradvist sprede sig ned over landet fra nord.

Her skærtorsdagsmorgen er vi stået op til resterne af en koldfront, der passerer landet fra nord. Denne vil fortsat give en smule regn. På Bornholm måske helt op igennem formiddagen.

- Det klarer pænt op fra nord, men til gengæld bliver det markant koldere i dag, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Andreas Nyholm.

På bagsiden af fronten venter en flot opklaring, der særligt kommer Nordjylland til gavn. I løbet af dagen vil opklaringen sprede sig mod syd og gradvist give flottere vejr til resten af landet.

På det sydlige Sjælland, Lolland-Falster, Møn og Bornholm kommer opklaringen dog først så sent, at dagen stort set kan være omme, inden solen bryder igennem.

Temperaturerne kan komme op omkring 10-12 grader, og det bliver varmest i Jylland hvor solen skinner det meste af dagen.

- I går havde vi over 20 grader, så det bliver lidt af en kontrast. Det bliver en helt anden luft i dag, siger Andreas Nyholm.

I løbet af formiddagen vil der stadig være lidt regn tilbage på Bornholm.

Opklaringen når først det sydøstlige Danmark allersidst på dagen.