Vejr

Sjælden skytype bølgede på den danske forårshimmel

De usædvanlige skyformationer blev set på himlen nordvest for Tønder.

En gang imellem tager himlen sig ud som et kunstværk med alle sine flotte skyformationer. Man skal blot huske at læne hovedet bagover og kigge op.

Det gjorde Cathrin Buron torsdag morgen, hvor hun fik foreviget den fascinerende og sjældne skytype fluctus nordvest for Tønder i Sønderjylland.

Et resultat af turbulens og specielle vindforhold i atmosfæren

De specielle fluctus-skyer opstår under specielle vindforhold i atmosfæren. Vinden kan både ændre retning og styrke, når man bevæger sig op igennem atmosfæren.

De særlige skyer skyldes, at vinden ændrer styrke over kort afstand fra et luftlag til et andet luftlag. Fænomenet bag kaldes for Kelvin-Helmholtz-instabilitet og er hovedårsagen til, at disse skyer kan dannes. Den er opkaldt efter de to fysikere Lord Kelvin og Hermann von Helmholtz, der beskrev fænomenet i 1800-tallet.

Skyerne danner bølgelignende formationer, som vi kender det fra stranden. Disse kaldes for Kelvin-Helmholtz-bølger og skyldes, at det øverste luftlag bevæger sig hurtigere end det nederste luftlag. Dermed bevæger toppen af skyerne sig hurtigere end bunden af skyerne - fuldstændig som når bølger brydes ved kysten.

Kelvin-Helmholtz-bølger er ganske normale i atmosfæren, men det kræver samtidig, at der er tilstrækkeligt meget fugt, førend vi kan se dem som skyer.

Sidste år i april blev et smukt eksempel af Kelvin-Helmholtz-bølger foreviget i Norge.