Vejr

Marts er efterhånden mere vinterlig end december

I weekenden oplevede man flere steder i landet sne fra oven, hvilket er ganske normalt for marts.

Marts anno 2021 har budt på både smukke solskinsdage, efterårslignende blæsevejr og vinterligt nedbør i form af slud og sne. Netop det sidste er måske noget, vi skal vænner os til vil ske oftere i marts end i vintermåneden december.

Tal fra Danmarks Meteorologiske Institut viser nemlig, at marts har en overvægt af dage med snedække over den seneste 10-års periode i forhold til december. Januar er sammen med februar de to mest hvide måneder i Danmark.

I den seneste klimanormal fra perioden 1991-2020 fører december dog fortsat. Her er antallet 4,4 døgn med snedække i december mod 3,9 døgn i marts.

Marts i førersædet

Marts fører dog på et andet parameter, og dette er frostdøgn.

Et frostdøgn er, når DMI registrerer under nul grader på en eller flere stationer i løbet af et døgn. Her fører marts marginalt med 12,5 frostdøgn mod decembers 12,4 frostdøgn. Januar og februar er stadig højdespringerne med henholdsvis 15,3 og 14,8 frostdøgn.

En anden marginal overhaling, marts har gjort, er middel af minimumtemperaturen. I den forrige klimanormal fra 1961-1990 var middel af minimumtemperaturen i marts minus 0,6 grader, mens den i december var minus 0,7 grader.

Resultatet fra den nyeste er 0,3 grader til marts og 0,4 grader til december.

Vinteren bliver hurtigere varmere end foråret

I DMI's klimaatlas kan man få en indikation af, at marts kan gå hen at blive en ny vintermåned.

Således viser atlasset, at vinteren i år 2100 vil være blevet omkring 3,5 grader varmere end i dag, mens foråret vil være blevet omkring 3,1 grader varmere.

I et fremtidigt klima vil vi altså kunne se, at marts måske går hen og bliver koldere end december. Over de seneste 10 år har marts således været 0,4 grader koldere end december.