Vejr

Vinteren bider fra sig i Europa - med snevejr i Spanien

30 graders frost i Nordskandinavien og snevejr i både Tyskland og Spanien.

Selvom det ifølge kalenderen er forår, oplever store dele af Europa vintervejr.

Både i Tyskland og i Spanien er der faldet sne, og i Finland stod man tirsdag morgen op til de laveste temperaturer målt i marts siden 1998.

Den kolde luft, der op til weekenden også blæste ned over Danmark, og som har givet os nogle kolde nætter, er fortsat videre ned over store dele af Europa.

Mandag nåede den kolde luft frem til Nordspanien, hvor der helt ned til 500 meters højde faldt sne.

Omkring Burgos i det nordlige Spanien betød snevejret trafikale udfordringer. Ifølge den spanske avis El Mundo stod bilerne stille på motorvej A1, og flere indfaldsveje til byen var påvirket af det pludselige vintervejr.

Mere end 100 bilister måtte trækkes fri efter at have siddet fast i sneen omkring Burgos, der ligger i 800 meters højde.

Tyskland også ramt af vintervejr

Også i den nordvestlige del af Tyskland har man haft vintervejr, efter et lavtryk fra Nordsøen natten til tirsdag bevægede sig ned over Nordvesttyskland.

Mellem Hamborg og Bremen stod man tirsdag morgen op til et snevejr, der i løbet af formiddagen har bredt sig mod syd til Hannover og Harzen.

Laveste temperatur i Finland i marts siden 1998

Mens vi herhjemme i Danmark stod op til minus 11,3 grader, var det isnende kulde, man tirsdag morgen blev mødt af i Nordskandinavien og i Finland.

I Kuhmo i det østlige Finland nåede temperaturen natten til tirsdag ned på minus 38,9 grader, der er den laveste temperatur målt i Finland i marts måned siden 1998.

Den finske kulderekord for marts fra 1971 kom dog ikke i fare. Den lyder fortsat på minus 44,3 grader.

Også i Sverige og Norge var den forgangne nat kold.

I Norge blev der ved Nyrud i det allernordøstligste Norge målt minus 31,1 grader, mens temperaturen i Karesuando i det det nordligste Sverige nåede ned på minus 28,9 grader.