Vejr

Det fine forårsvejr fortsætter - det kan have en positiv corona-effekt

Prognoserne viser tørvejr og højtryk ind i marts måned.

På en dag, hvor der var en ny udmelding om coronarestriktioner, var der sikkert mange, der havde håbet på mere.

En af de ting, der kan hjælpe på smitteudviklingen og muligheden for åbning af mere af samfundet, er, hvis vi får et lunt og solrigt forår.

- Hvis vi får et mildt forår, så folk er mere ude, og at det har en god effekt på smittetallene, skal der selvfølgelig åbnes mere, sagde Magnus Heunicke på et pressemøde onsdag formiddag.

Sidste år hjalp det uomtvisteligt meget på smitteudviklingen, at foråret var rekord solrigt og altså bød på gode forhold til at mødes udenfor.

Nu ser det ud til, at den tørre og ret solrige februar kan fortsætte helt ind i begyndelsen af marts - og måske endnu længere.

Tørvejr og en del sol den næste uge

TV 2 Vejrets syvdøgnsskema viser vejr præget af højtryk og tørvejr.

Det bliver dog lidt køligere fra fredag, da vinden drejer i vest. Solen ser dog ud til at skinne meget både fredag og lørdag, men blæsten gør, at man fredag skal sidde i læ for at opleve det forårsagtigt.

Lørdag kommer helt sikkert til at føles som forår med ret svag vind og temperaturer op til 11-12 grader.

Søndag er lidt en joker, da et mindre læ-lavtryk kan give flere skyer i dele af landet.

I den nye uge begynder detaljerne at være usikre. Det betyder, at vindretning og eventuel tågedannelse er usikre.

Det ser sikkert ud, at vi får højtryk og tørvejr, samt ret svage vinde helt frem til onsdag 3. marts.

Hvor meget sol, der kommer, er altid behæftet med usikkerhed i det tidlige forår, og det betyder meget for, hvordan vejret opleves.

Er der skyer og fem grader eller sol og ti grader, det kan være helt afgørende for vores forårsfornemmelser.

Akkumuleret nedbør viser stort set tørvejr den næste uge i Danmark.

Nedbørsprognosen for den næste uge viser, at vi ligger i smørhullet, hvad angår nedbør. Den smule, der kan anes i Nordvestjylland, er fra den svage koldfront, der passerer Danmark i morgen.

Det er usikkert, hvad der sker efter 3. marts, men prognoserne indikerer stadig, at der er bedre chance for højtryk end lavtryk.

Men det er stadig alt for tidligt at udelukke et comeback til vintervejr. Marts byder statistisk set på mere vintervejr end december, men noget tyder på, at starten i hvert fald bliver mild.