Vejr

Søndag blev sjette varmeste februardag siden 1874 - og det lune vejr fortsætter

Lokalt blev der sat rekorder, da forårsvarmen søndag foreløbigt kulminerede over Danmark.

Blot en uge efter, at vi havde iskoldt vintervejr over Danmark med temperaturer omkring -20 grader, sendte varm forårsluft søndag temperaturen op over 14 graders varme.

Søndag blev således en af de allervarmeste februardage i de 147 år, der er målt temperaturer i Danmark, og temperaturstigningen på blot en uge den største i 25 år.

Fra søndag 15. februar til søndag 21. februar var forskellen mellem den højeste og laveste temperatur hele 33,7 grader, og ifølge TV 2 VEJRETs meteorolog Sebastian Pelt skal vi tilbage til april 1996 for at finde en større temperaturstigning i Danmark på blot en uge.

Varmest på Fyn

Søndagens forårsagtige vejr betød, at temperaturen mange steder nåede op mellem 10 og 13 graders varme, og stedvis blev det endnu varmere.

Varmeste sted blev Aarslev på Fyn, hvor termometeret søndag eftermiddag viste 14,6 grader, og i Sønderjylland var det med 14,4 grader i Store Jyndevad næsten ligeså varmt.

Højeste temperaturer søndag 21. februar.

De 14,6 grader i Aarslev er den sjette højeste temperatur, der er målt i Danmark i februar siden 1874.

Dermed følger 2021 trods en kold start på måneden efter de forgangne år, der har udmærket sig med usædvanlig varme i februar.

Sidste år nåede temperaturen 14,7 grader, og i 2019 blev varmerekorden for februar tangeret med en temperatur på hele 15,8 grader.

Lokale varmerekorder

Helt lokalt blev søndagen den varmeste nogensinde registeret.

Både i Aarslev på Fyn og i Store Jyndevad i Sønderjylland var dagens temperaturer de højeste, der nogensinde er målt i februar disse to steder.

Også i Holbæk blev der sat ny lokal varmerekord for februar, da temperaturen i Nordvestsjælland søndag nåede 13,5 grader.

Lige syd for den danske grænse væltede varmrekorderne også på stribe.

I Tyskland blev der flere steder sat ny varmerekord for februar, og især i Nordtyskland stod rekorderne søndag for fald.

Det skete blandt andet i Hamborg, der nåede 17,4 grader. I Kiel blev der målt 16,4 grader, mens der også blev sat ny varmrekord for februar i Slesvig, hvor temperaturen søndag eftermiddag nåede 16,3 grader.

Varm start på ugen

Det usædvanligt varme februarvejr fortsætter både mandag og i de kommende dage, hvor temperaturen igen kan nå op omkring 14 grader, hvor det bliver varmest.

Prognose: Forventede temperaturer mandag klokken 14.

Mandag får vi de højeste temperaturer i Sønderjylland, men også på Fyn og i Nordvestsjælland kan termometeret igen vise tæt på - eller måske endda over - 14 grader.

Betydeligt køligere bliver det langs kysterne - og især de sydvendte, hvor man ikke skal sætte næsen op efter mere end blot 5 graders varme.