Vejr

Saharastøv over Danmark kan ses fra rummet

En sandstorm fra Sahara er fløjet til Danmark og giver en fantastisk ekstra rød solnedgang og solopgang.

Selvom der er få traditionelle skyer over Danmark, så er himlen mindre blå end normalt. Det skyldes støv fra Sahara, som gør himlen diset mange steder i landet. Det er dog ikke kun fra frøperspektiv støvet kan ses - støvskyer er tydelige på satellitfoto cirka 800 kilometer over Danmark.

Satellit klokken 11.30

Satellitbilledet over Danmark viser støvskyerne, men billedet bliver noget forstyrret af de hvide skyer over Jylland. Alligevel kan man tydeligt se, at der også er noget andet på himlen. Det er skyer af Sahara-støv, og der kommer mere af det frem til i aften. Støvskyen kan ses tydeligt over Kattegat, ned gennem Storebælt og til den sydøstlige del af Østersøen. Skyen er også tydelig ved Vestkysten og i Tyske Bugt.

På det øverste foto, er der indtegnet pile, som peger på en støvsky længere ude i Nordsøen

Støvet vil forårsage, at solnedgangen bliver mere rødlig end normalt, og det samme vil man kunne opleve ved solopgang tirsdag morgen.

Syv kilo saharasand på hver parcelhusgrund

Når koncentrationen af støv er allerstørst i aften vil luften indeholde fem til syv gram støv per kvadratmeter.

Hvis vi leger med tanken om, at al støvet regnede ud, så svarer det til syv kilo sand på en almindelig parcelhusgrund på 1000 kvadratmeter.

Prognose af koncentrationen af saharastøv mandag aften.

Støvskyen består af mikroskopisk saharastøv, som optager en del af især der kortbølgede lys. Derfor dominerer de rødlige farver, og det får solen til at fremstå mere rødlig.

Fiskere i dis af saharastøv ved Dakar i Senegal den 18. februar  2021. Støvet skyldes en stor sandstorm over Sahara.