Vejr

Snestorm slår alle rekorder - næsten 30 centimeter sne i Texas

By i det sydligste Texas oplevede det kraftigste snevejr gennem tiderne.

Den amerikanske stat Texas har i denne uge været ramt af den værste kuldebølge i mere end 30 år, som torsdag kulminerede med et kraftigt snevejr, der nåede helt til den mexicanske grænse.

Her faldt der i Del Rio hele 28,5 centimeter sne på 24 timer.

Det er snemængder, der slår alle rekorder for den den texanske by, hvor den tidligere snerekord for 24 timer lød på 21,6 centimeter, der faldt tilbage i januar 1985. Det skriver den amerikanske vejrtjeneste, NWS på Twitter.

Rekorden for sne i februar blevet slået eftertrykkeligt.

Den tidligere snerekord i Del Rio i årets sidste vintermåned lød indtil torsdag på 6,9 centimeter, der faldt i 1973.

De første snemålinger i Del Rio blev foretaget i 1915.

Normalt er der 20 graders varme

Det er usædvanligt med så voldsomt vintervejr i Del Rio, der ligger i det sydligste Texas på grænsen til Mexico.

Byen ligger på en breddegrad, der svarer til De Kanariske Øer eller et område syd for Kairo i Egypten.

Den normale dagtemperatur i februar er i Del Rio 20,3 grader.

Værste kulde i årtier

Snevejret i det sydlige Texas er afslutningen på den kuldebølge, der tidligere på ugen ramte den amerikanske sydstat med kuldegrader, der ikke er set i mere end 30 år - og nogle steder endda længere tilbage i tiden.

Dallas havde tirsdag med -19 grader den laveste temperatur målt siden 1949, og i Tyler øst for Dallas var det ligeså koldt. Her var det en tangering af den absolutte kulderekord fra 1930.

I Houston viste termometeret -9 grader, der er den laveste temperatur målt i den texanske by ud til den Mexicanske Golf i 32 år.