Vejr

Kuldebølge over Mellemøsten giver snevejr i Jerusalem

Dansk vinterkulde har givet kraftigt snevejr i både Mellemøsten og i Grækenland.

Torsdag morgen stod indbyggerne i Jerusalem op til sne i gaderne og på hustage, efter at et kuldefrembrud det seneste døgn har ramt store dele af Mellemøsten.

Ifølge The Times of Israel gav vintervejret store trafikale problemer, efter at der i nattens løb var faldet op til 15 centimeter sne i og omkring Jerusalem.

Snevejret betegnes som det kraftigste siden 2013, hvor der faldt over en halv meter sne i Israels største by, der ligger i lidt over 700 meters højde.

Også i Syrien og Jordan har man fået sne.

De største snemængder meldes fra Golanhøjderne, hvor snevejret satte ind onsdag eftermiddag og fortsatte natten til torsdag. Her er der faldet op til 40 centimeter sne.

Snevejr ved El-Rom i Golanhøjderne 17. februar.

Vintervejret i Mellemøsten er rester af den kulde, der passerede Dannmark midt i sidste uge, som gav snebyger ved både Østersøens og Kattegats kyster.

På sin vej mod syd ramte kulden også Grækenland, der mandag og tirsdag gav et usædvanligt kraftigt snevejr i Athen.

I løbet af et døgn faldt der 20 centimeter sne, og ikke siden 2008 har man haft så meget sne i den græske hovedstad.

Sne i Athen 16. februar.

Endnu mere sne faldt der i bjergområderne nord for Athen og i det nordlige Grækenland, hvor det også var koldest.

Mens sneen i Athen faldt ved temperaturer lige omkring frysepunktet, blev der i Florina i det nordligste Grækenland natten til tirsdag målt minus 21,7 grader.

Sne i Kapandriti 20 kilometer nordøst for Athen 15. februar.